Daugaard før forårsåbner: “Vi er friske og klar”

Det har været en lang pause for de tredobbelte danske mestre, men søndag eftermiddag går det igen løs i Gjensidige Kvindeliga for svanerne, når de hjemme møder AGF i forårets første kamp.

Forud for søndagens opgør har fem nye spillere fundet vej til truppen, og opstarten og netop træningslejren i Spanien har været en vigtig brik forud for søndagens kamp. 

“Opstarten har været rigtig god for os, vi har mødt nogle gode modstandere. Vi havde en rigtig god og vigtig uge på træningslejr, hvor faciliteterne og græsbanerne var i top, og vi fik en kamp mod et hold fra den bedste østrigske liga, hvilket var en rigtig fin kamp. Selvom det var en hård træningsuge, var der også fokus på det sociale og teambuilding, hvilket vi finder enormt vigtigt – specielt når vi har fem nye spillere i truppen,” fortæller Kim Daugaard.

Svanerne har efterfølgende spillet træningskampe mod bl.a. FC Rosengård og Kristianstads DFF fra den bedste svenske liga. Førstnævnte havde forinden deltaget i UEFA Women’s Champions League gruppespillet.

“Det er vigtigt for os at kunne spille sådanne kampe, hvor vi prøver kræfter mod tophold fra den svenske liga og bliver matchet på et højt niveau. Vi kunne godt mærke, at tempoet var lidt hurtigere end det, som vi normalt er vant til, men det var nogle rigtig gode og også jævnbyrdige kampe, synes vi,” lyder det fra cheftræneren.

Selvom det har været en lang pause, så bringer alt noget godt med sig. Daugaard hæfter sig især ved, at truppen er et godt sted efter opstartsfasernes afslutning.

“Vi har ramt timingen godt i forhold til at ramme vores topniveau. Truppen ser god og frisk ud i øjeblikket. Man kan mærke til træning, at der er god intensitet og lyd på. Spillerne er klar, og alle kan mærke, at det snart er ved at være tid – man går lidt rundt som en løve i et bur, der blot venter på at blive sluppet løs,” siger Daugaard.

Og en spiller som Daugaard venter ekstra meget på, bliver sluppet løs igen, er Emma Regan, som er tilbage fra en længerevarende skade.

“At en spiller som Regan er tilbage i fuldeomdrejning, er vi rigtig glade for, hun er en motor derinde og bare utroligt vigtig for holdet,” lyder det fra cheftræneren. 

Revanche til gode hjemme imod AGF

“I efteråret spillede vi to forskellige kampe imod AGF. Derovre dominerede vi spillet og vinder, hvorimod vi hjemme spiller en mere lige kamp, hvor de vinder med 1-0, fordi vi ikke formår at score på vores chancer,” siger Daugaard. 

“AGF er et godt organiseret hold efter Schjønbergs tilkomst. De står kompakt og kører på omstillinger, men vi har rykket os i en positiv retning, så vi skal gerne dominere kampen og have de tre point i dag, slutter Kim Daugaard.

Der er kampstart på Capelli Sport Stadion klokken 13:00, søndag. Kampen streames også på Viaplay, hvis du skulle være forhindret i at møde op og støtte svanerne i jagten på det fjerde mesterskab i træk.

Capelli Sport