Daugaard: Vi skal tilbage på sporet

Landsholdspausen er forbi, og svanerne skal igen i aktion.
Turen går til Hjørring, hvor der er vigtige point på spil, hvis HB Køge-truppen skal følge med i topstriden i Gjensidige Kvindeligaen. I de seneste to opgør er det kun blevet til 1 point, men præstationerne har været til mere, hvorfor troen på egne evner er uændret hos Kim Daugaard og resten af trænerteamet.

“Vi skal og vil tilbage på sporet mod Fortuna. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ikke er tilfredse med resultaterne fra de seneste to opgør mod hhv. FC Nordsjælland og Kolding IF – og det skal vi ud og revanchere i dag,” siger Kim Daugaard og fortsætter.

“Selvom vi i de sidste to kampe ikke har hentet de point, som vi skulle, er vi i trænerteamet stadig helt rolige og fortrøsningsfulde omkring truppen og vores kvaliteter. Vi er fortsat et kvalitetshold, hvilket vi også viser i mange sekvenser i de to første opgør. Vi har ikke været skarpe nok i nogle afgørende sekvenser, og der skal vi naturligvis steppe op,” fortæller Kim Daugaard.

Dagens modstander fra Fortuna Hjørring har fået en fin start på slutspillet, hvor det er blevet til i alt 5 point i tre kampe. Og de to mandskaber har spillet lige op i de seneste to indbyrdes opgør, hvorfor cheftræner Kim Daugaard også forventer, at det bliver en intens kamp på Nord Energi Arena i dag.

“Fortuna Hjørring har gjort det godt på det sidste, så vi forventer også, at det bliver en tæt og intens kamp i dag. Derfor er det vigtigt, at vi går ind til kampen med den ærgerrighed, vildskab og fight, der kom til udtryk i vores første kamp mod AGF. Og så skal vi naturligvis ud og spille en solid defensiv kamp, men fortsat turde spille vores spil og naturligvis tage de muligheder, som vi får,” slutter Kim Daugaard.

Der er kick-off kl. 15:00 på Nord Energi Arena i Hjørring.
Kampen streames på Viaplay.

Capelli Sport