shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Daugaard: Vi tager én kamp ad gangen

Fredag aften sparkes en ny runde i Gjensidige kvindeligaen i gang, når HB Køge tager imod Kolding IF på Capelli Sport Stadion. Og blot fire dage efter står det helt store slag imod Juventus, hvor HB Køge skal forsøge at kvalificere sig til Champions League gruppespillet. For Kim Daugaard og resten af trænerteamet er det dog vigtigt, at holdet først og fremmest fokuserer på Kolding IF og den opgave, der ligger foran dem.

“Vi har været gode til at tage kampene én ad gangen og løse den opgave, der var foran os. Den tilgang bliver vi nødt til at fortsætte med, hvis vi gerne vil forblive nummer et i Kvindeligaen, for vi ser tætte kampe hele tiden, hvor ingen hold bare kan cruise sig igennem,” lyder det fra assistenttræner Kim Daugaard. 

// KØB BILLET: HB KØGE – KOLDING IF //

Så selvom Juventus-opgøret i øjeblikket er et stort samtaleemne, så har truppen i denne uge haft hundrede procent fokus på forberedelserne til morgendagens opgør imod Kolding. 

“Vi har haft en rigtig god træningsuge, hvor vi har sat os hundrede procent op til dette opgør. Vi ved, at Kolding IF er et stærkt hold, der også har spillet nogle rigtige gode kampe imod os i de forgangne sæsoner. Vi er derfor forberedt på en modstander, der gerne vil gøre det svært for os, så det er op til os at levere”, slutter Kim Daugaard.

HB Køge – Kolding IF
Gjensidige Kvindeligaen, 5. spillerunde
Fredag d. 16. september 2022, 18.00
Capelli Sport Stadion