Daugaards analyse af Sparta Prag: “Fysisk stærkt mandskab”
AC Sparta Prag var et fysisk stærkt mandskab, der var farlig på omstillingerne. Sådan beskriver assistenttræner Kim Daugaard modstanderen AC Sparta Prag, der venter i returopgøret i aften på Capelli Sport Stadion. Men hvad lærte HB Køge af det første opgør og hvad kan vi tage med videre?
“Først og fremmest spiller vi en utrolig koncentreret kamp i Prag, hvor kvinderne havde stor fokus på de ting, vi havde aftalt på forhånd og trænet. De udførte planen til punkt og prikke. Vi var meget dedikerede til at forsvare eget mål, og sørgede for at være skarpe i omstillingerne. Med lidt held så scorer vi et mål mere”, fortæller Kim Daugaard og uddyber hvad HB Køge tager med videre:
”Fra den første kampe tager vi det hårde arbejde og villigheden til at hjælpe sidemanden med videre. Det skal vi tage med på banen i aften, da Sparta Prag ikke kommer herop for at lægge sig ned. De vil komme med alt, hvad de har, da alle vil med i Champions League gruppespillet”, forklarer Kim Daugaard om analysen af det første opgør.
Trænerteamet har efterfølgende set kampen og analyseret den. Der har været fuld fokus på AC Sparta Prag efter weekendens sejr mod AGF, hvor spillerne også har set videomateriale fra det første opgør. Her fremhæver Kim Daugaard nogle af de ting, han hæftede sig ved i det første opgør:
“Det er et fysisk stærkt mandskab, der også er teknisk gode. Det er særligt deres omstillinger, vi skal være opmærksomme på. Derudover også deres standarder, hvor deres fysik kommer til sin ret. Vi skal undgå at give for mange hjørnespark, men heldigvis har vi Kaylan Marckese, der har været utrolig stærk på de defensive dødbolde. Derudover fik vi også trænet det i AGF-kampen, hvor de fik for mange hjørnespark, men vi håndterede det godt”, og Kim Daugaard uddyber:
“Vi skal op og ligge et pres på dem. På den måde holder vi dem så langt væk fra vores mål som muligt. Det er sådan, at vi spiller og det laver vi ikke om på, selvom vi vandt dernede. Hvis vi kommer for langt ned og stå, så er de for dygtige. De har to oppe foran, der er rigtig dygtige, hvor særligt vores midterforsvarere og to centrale midtbanespillere får en vigtig opgave i at lukke ned for forsyningerne til dem. Deres angribere kan gøre ondt på et hvert hold, så dem skal vi forsøge at lukke ned for, men jeg ved, at spillerne er klar til opgaven”.
Kim Daugaard spillede selv over 70 europæiske kampe i sin egen professionelle fodboldkarriere og har derfor en del erfaring på den europæiske fodboldscene. Men selvom det var HB Køges første europæiske kamp, så følte Kim Daugaard ikke, at det kunne ses på banen:
“Vi skal finde det rigtige spændingsniveau igen i aften. For mig at se – som har været heldig selv at spille en del europæiske kampe – så ligner vi et hold, der har spillet europæisk før. Det var jeg meget imponeret over og det fortalte jeg dem også efter kampen i Tjekkiet. Kvinderne håndterede presset helt utroligt, og det var jeg som sagt meget imponeret over”
UEFA Womens Champions League-opgøret spilles på Capelli Stadion i aften med kampstart kl. 18.00, og kampen bliver streamet gennem linket her.