David Lee Rigelsen er Årets Træner i HB Køge

Inden årets sidste seniorkamp i HB Køge kårede klubben traditionen tro Årets Træner på tværs af hold og årgange i klubben. Det blev assistenttræner for klubbens Gjensidige Kvindeliga-hold David Lee Rigelsen, som også er cheftræner for klubbens U19 Pige Liga-hold, der løb med hæderen som Årets Træner og vinder af Hammershus-prisen.

Prisen uddeles årligt til en træner, der har gjort en særligt stor indsats, som har leveret gode resultater og som ikke mindst har udvist klubbens værdier i sit virke i løbet af kalenderåret.

“Når vi kigger på hvilke kriterier, vi uddeler prisen ud fra, så har David ganske enkelt fuld plade. Han er enormt dedikeret i sit arbejde og har ikke mindst haft stor andel i, at vi tidligere på året rykkede os betragteligt i DBUs licenstildeling, og vores pigeungdomshold nu officielt er landets bedste på en række parametre. På seniorniveau var han med til at gøre os til danske mestre, men den største grund til, at han vinder prisen i år, er at han både som træner og som menneske har de rigtige værdier,” siger direktør i HB Køge Per Rud.

Kåringen af David som Årets Træner blev annonceret umiddelbart inden Gjensidige Kvindeliga-opgøret mod AaB lørdag d. 16. december, hvor HB Køges kontorchef Casper Jensen overrakte ham trofæet.

Titlen som Årets Træner i klubben uddeles i samarbejde med Hammershus Bageri og bærer derfor også titlen “Hammershus-prisen”. Vinderen modtager udover æren et års forbrug af rugbrød fra Hammershus Bageri.

Årets Træner og vinder af Hammershus Bageri Prisen:
2023: David Lee Rigelsen
2022: Søren Randa-Boldt
2021: Nicklas Pedersen
2020: Heidi Johansen
2019: Thomas Jensen
2018: Asger Vielsted
2017: Dan Rasmussen
2016: Kim Daugaard
2015: Steen Knudsen
2014: Lars Feist
2013: Lars Bjerring
2012: Carit Falch
2011: Per Frandsen
2010: Per Hansen
2009: Auri Skarbalius