De tredobbelte danske mestre går på sommerferie
De nu tredobbelte danske mestre er i denne uge gået på sommerferie.
Efter at have sikret sig Danmarksmesterskabet i sidste spillerunde d. 10. juni havde HB Køges Gjensidige Kvindeliga-trup onsdag sæsonens sidste træning.
Normalt går holdet på ferie umiddelbart efter sæsonens sidste kamp, men grundet den forestående VM-slutrunde i Australien og New Zealand senere på sommeren er starten på 2023/24-sæsonen af Gjensidige Kvindeliga også udskudt med tre uger sammenlignet med 2022/23-sæsonen. Derfor fortsatte træningen altså lidt endnu, inden spillerne fik ferie i onsdags.
Torsdag havde staben omkring holdet sidste arbejdsdag inden sommerferien – og afgående Cheftræner Søren Randa-Boldt havde således også sin sidste dag i klubben.
De øvrige stabsmedlemmer og spillertruppen vender tilbage til klubben i midten af juli. Første træning forud for 2023/24-sæsonen venter således tirsdag d. 18. juli.
Der er foreløbigt planlagt testkampe mod blandt andre B.93, FC Nordsjælland og Kristianstads DFF, mens HB Køge åbner ligasæsonen med en udekamp mod FC Thy-Thisted Q i den sidste weekend af august. Mere info om mestrenes kampprogram følger senere her på hbkoge.dk.
God sommerferie fra alle i og omkring HB Køge Women.