shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Det vigtigste er at det er sjovt – og det skal det blive ved med

Bagmændende bag HB Køges Gjensidige Kvindeligahold fortæller om rejsen og vigtige lærepenge.

 At HB Køge stærke kvindeelitehold kan overvintre på Gjensidige Ligaens førsteplads er i sig selv en vild historie, og det det gør ikke just historien ringere, at projektet stadig kun er fem år gammelt. To af de store ildsjæle, der har været med hele vejen og som har været bagmændene bag projektet er Jonas Nielsen, der har været med siden 2016, og Søren Østergaard, der sammen med en række lokale fodboldformænd, tog initiativet til at etablere det, der på daværende tidspunkt kom til at hedde HB Køge Pigefodbold.

Her kommer de med deres bud på og fortællinger om udviklingen omkring holdet.

Hvordan var forholdene i starten – og hvad står i størst kontrast til i dag?

Jonas: ”Der er rigtig mange ting, der har ændret sig. I dag er jeg ansvarlig for rekruttering og må bare sige, at det alt andet lige er noget nemmere at rekruttere spillere til et hold, der ligger nummer et i Gjensidige Kvindeligaen, end til et hold der spiller i Serie 2. Der er godt nok mange spillere, som har sagt nej til at være med i projektet – spillere som i dag måske ærgrer sig en lille smule over, at de ikke sagde ja”.

Søren: ”Og så er setuppet omkring holdet helt anderledes. Vores faciliteter var fine, da vi var i Herfølge. Det er ikke fordi, vi på noget tidspunkt har spillet på bane 32, og vi spillede også med Brillant Super-bolde i Serie 2. Men det kan på ingen måde sammenlignes med vores nuværende setup. Ansatte trænere, fysioterapeut på fuld tid, Head of Womens Football, en kommerciel afdeling og et stadion, som fremadrettet giver os optimale vilkår for at udvikle pige- og kvindefodbolden. Det turde vi ikke drømme om, da vi spillede vores første kamp mod Terslev i 2017”.

Hvad har – gennem hele forløbet – været vigtigst for jer? 

Jonas: ”Her tror jeg godt, at jeg kan svare for os begge. Det har vigtigt for os at forsøge at tage spillerne alvorligt og hjælpe dem med at forfølge deres drømme. Men først og fremmest har det været vigtigt, at det har været sjovt. Når man bruger så meget tid og så mange penge, som vi har skudt i det her projekt, så skal det også være sjovt”.

Hvad har I lært af forløbet og er der noget generelt andre kan lære af det? 

Jonas: ”At det er vigtigt have en plan, hvor man ikke bare har fokus på den næste sæson, men hele tiden kigger fremad. Det hele startede jo som et ungdomsprojekt, men unge piger bliver en dag til unge kvinder, og derfor var det vigtigt for os hurtigt at få etableret et seniorhold. Jeg kan huske at overskriften på vores første sponsorkoncepter var ”Skal du med os i 1. Division i 2020?”. Sponsorkonceptet virkede ikke, men det gjorde planen”.

Søren: ”Og så har det været vigtigt at formulere en vision, der har formået at begejstre os selv og andre. På den hårde måde fandt vi ud af, at det ikke er en kvalifikation i sig selv blot at have tiden. Det gælder om at få tilknyttet dem, der kan tilføre et projekt fodboldfaglig og organisatorisk kvalitet. Heldigvis har vi mødt mange dygtige mennesker, der gerne ville med på rejsen mod et mål, som vi i 2016 kun kunne skimte konturerne af”.