Doniak efter pokalavancement: Gik ikke let til opgaven
Da HB Køge tirsdag aften sikrede sig avancement i Sydbank Kvindepokalen blev sejrens første mål sat ind af Makenzy Doniak, der efter kun 25 minutter var hurtig over en returbold og sparkede bolden i mål. Det blev det første af fire mål i en kamp, hvor HB Køge fra start til slut dominerede og sad på langt størstedelen af spillet. Der var kontrol og flotte kombinationer fra holdet, der på flot vis kom tilbage efter rodet kamp i weekenden.
“Jeg synes helt sikkert, at der var en udfordring for os at komme tilbage efter en kamp i weekenden, hvor vi absolut ikke var tilfredse med, hvordan vi spillede. I dag ville vi komme ud til kampen og spille op til vores bedste niveau, ligegyldigt hvad modstanderen kom med. For mig at se leverede vi en god indsats og vi fik genopbygget noget af vores selvtillid og overbevisning om, hvordan vi kan spille”, sagde Makenzy Doniak efter sejren.
“En del af vores gameplan var at bruge bredden og rummene, som vi regnede med, at de ville give os. Det synes jeg også, at vi lykkedes godt med. Derudover spillede vi med mere ro og kontrol i vores opbygningsspil og var tydelige med vores afleveringer”.
Selvom det var en pokalkamp mod et lavere rangerende hold blev der som sagt ikke taget let på opgøret. Derimod var forberedelserne til kampen grundige, for der var meget på spil for den interne forståelse.
“Det var helt klart og tydeligt, at vi tog den her kamp seriøst og vi skulle blandt andet bruge den til at bevise overfor os selv, at vi kan spille bedre end det, vi leverede i weekenden. Vi gik på ingen måde let til opgaven, men fik i stedet vist hvilken ro vi kan have på bolden og hvilket udtryk vi gerne vil komme med”, slutter Makenzy Doniak af.
Sydbank Kvindepokalen
Østerbro IF – HB Køge
Tirsdag den 6. oktober kl. 19.30
Fælledparken