shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Dorgu forlænger

HB Køge og den 17-årige angriber Ifenna Dorgu har forlænget deres aftale. Parterne havde i forvejen papir på hinanden et par år endnu, men er blevet enige om at udvide samarbejdet yderligere.

“Ifenna har bevist sig som målscorer på vores ungdomshold de seneste sæsoner, hvor han gang på gang er blevet topscorer. Nu har han også taget sit første skridt ind i seniorfodbolden – og selvfølgelig kvitteret med mål men også med gode præstationer. Det er vi ikke rigtigt overraskede over, for vi ved godt, at det her er en spiller med en fantastisk målnæse og et rigtig stort potentiale,” siger direktør i HB Køge Per Rud.

Ifenna Dorgu har scoret to gange for klubbens førstehold i denne sæson, selvom han formelt set stadig er U19-spiller. Hans første scoring blev sat ind få minutter før tid i rivalopgøret på udebane mod Næstved og sikrede HB Køge uafgjort 3-3 i kampen. Få dage senere kom han også på tavlen i pokalsejren over Ringsted IF. Derudover er det bliver til fem scoringer i hans tre optrædener i U19 Divisionen efter sommerferien.

I sidste sæson blev Dorgu suveræn topscorer i U17 Divisionen med 29 mål, ni flere end nummer to på topscorerlisten. Også i 2021/2022-sæsonen tog han topscorertitlen i U17 Divisionen.

“Jeg føler mig hjemme her i HB Køge. Jeg tror på det projekt, der er i gang her og jeg vil gerne blive ved med at spille under Nicklas Pedersen, som jo også var min træner på ungdomsholdene. Jeg synes, vi er et godt match og det er her, jeg udvikler mig bedst og på sigt kan højne mit niveau mest,” siger Ifenna Dorgu i forbindelse med kontraktforlængelsen.

Ifenna Dorgu kom til HB Køge fra Gentofte-Vangede Idrætsforening i 2019.