shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Dorgu suger til sig: Ny opgave mod Ringsted

”Du må ikke falde ud. Sørg for hele tiden at være inde i kampen. Find din position i feltet. Vær opmærksom. Lav dine mål.”

Det er essensen i den undervisning, HB Køges cheftræner Nicklas Pedersen har givet til den 17-årige angriber Ifenna Dorgu. Og det er den GPS, den unge angriber styrer efter i kampens hede. Måske stadig en anelse uskolet, men lærevillig – mener han selv. I mandagens udekamp mod Næstved kom belønningen: Udligningen til 3-3 kom fra Dorgu og efterfølgende kom opmærksomheden i medierne og på de sociale medier.

”Det er rart, at folk lægger mærke til mig, og som angriber skal man jo score mål for at være med. Jeg er glad for målet og det ene point. Men nu er det en kamp, der er overstået, og så handler det om næste opgave,” siger Ifenna Dorgu.

Næste opgave for Dorgu og hans holdkammerater er allerede torsdag. Her møder HB Køges mandskab fra NordicBet Ligaen Ringsted, som til daglig spiller i Danmarksserien. Det handler om anden runde i af Oddset Pokalen, og Dorgu håber igen at få chancen på førsteholdet, selvom han formelt set stadig er U19-spiller.

”Jeg fik også minutter i sidste runde mod Tårnby. Det bliver igen en kamp, hvor jeg og mine jævnaldrende holdkammerater bliver testet på det fysiske. Forhåbentlig kommer jeg på banen,” siger Dorgu.

Der er kick-off i Ringsted kl 17:00. Man kan også streame kampen på pokalturnering.dk.