Drengene vandt, pigerne tabte
HB Køges drengetalenthold tog lørdag imod FC Helsingør og det kastede to sejre af sig.
Først i kamp var de to holds U17 hold på Herfølge Stadion. Efter et kvarters spil brændte udeholdet et straffespark, og det var et wake-up kald for svanerne der efter 26 minutter bragte sig foran 1-0 ved Gabriel Larsen, mens Mads Schütt Rasmussen øgede føringen til 2-0 efter 35 minutter. To minutter efter reducerede Helsingoranerne til 1-2 inden pausen.
Otte minutter efter pausen blev det 3-1 ved Elijah Akhtar, og i kampens overtid scorede Jeppe Flex til kampens resultat 4-1.
Stort set samtidig med den kamp blev fløjtet af, blev der fløjtet op for U19 kampen på Capelli Sport Stadion i Køge. Her bragte Erkan Semovski hjemmeholdet foran 1-0 efter tyve minutter, men inden pausen var udeholdet foran 2-1.
Efter pausen fortsatte Erkan Semovski sin målscoring ved at udligne til 2-2 efter 69 minutter, og to minutter før tid scorede han også sejrsmålet til 3-2 for svanerne.
Talentpigerne var søndag taget til Brøndby, og her var hjemmeholdet for stærke. Først i kamp var U18 pigerne, og de måtte tage tomhændet derfra med et 0-1 nederlag, mens U16 tabte 0-3.