Eaton-Collins inden AGF-møde: “Vi er fyldt med selvtillid”

To kampe tilbage, to sejre kræves – og en portion held med resultaterne i et par andre kampe også. Men så kan HB Køge altså stadig genvinde Danmarksmesterskabet i kvindefodbold og det bliver ved med at være målet indtil det eventuelt ikke længere måtte kunne lade sig gøre. Det understreger forsvarsgeneralen Georgia Eaton-Collins inden sæsonens sidste udekamp lørdag mod AGF.

“Vi er fyldt med selvtillid fra de seneste kampe og vi har en god tro på, at vi kan være med i kampen om titlen helt til det sidste. Vi kommer i hvert fald til at gøre alt, hvad vi kan, for at holde håbet i live,” siger hun og fortæller generelt om svanernes sæson:

“Generelt er vi – helt ærligt – fortsat med at tro på det, selv når tingene ikke er gået vores vej. Vi har ikke ændret noget i vores tilgang, og vi kommer heller ikke til at gribe de sidste par kampe her anderledes an, end vi gjorde med de første to i sæsonen. Vores standard er, at vi skal vinde. Det går vi efter i hver kamp uanset situationen.”

Den engelske midtstopper, der kom til fra Leicester City i sommeren 2023, har spillet 22 gange for svanerne siden da. Mens hun ikke har oplevet at holdet har ændret tilgang til kampene, er der andre ting, der ikke lykkedes tidligere som nu er begyndt at lykkes i kampene, beretter hun.

“Vi har haft hver vores specifikke fokusområder i træningerne, og dem er vi nu begyndt at lykkes bedre med at overføre succesfuldt til kampene. Det har gjort noget godt for os at se vores arbejde bære frugt den seneste tid, og det er med til at skabe et momentum og give os noget selvtillid at bygge videre på. Gennem det hele synes jeg, vi har fightet helt vildt, og det har været med til at gøre det svært for de andre hold at skabe store chancer imod os,” siger Eaton-Collins og henviser til holdets samlede målscore for sæsonen. Svanerne er nemlig det mandskab, der har lukket færrest mål ind gennem hele sæsonen forud for de to sidste spillerunder.

Lørdagens modstandere fra AGF har lukket flest mål ind – men deres sejr på Capelli Sport Stadion i november viser, at intet er givet når de to hold mødes.

“Alle kan se, at de seks hold i mesterskabsspillet kan gøre sig gældende. Så vi kommer til at skulle kæmpe for det, og det skal nok blive en spændende kamp,” slutter Eaton-Collins.

Kampen, der spilles ved Vejlby/Risskov Centret i det nordlige Aarhus klokken 13.00 lørdag, kan følges på Viaplay og i ‘stories’ på holdets profiler på Facebook og Instagram.

Capelli Sport