shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Eddi Gomes og HB Køge forlænger samarbejdet

I maj måned kom Eddi Gomes retur til HB Køge, hvor karrieren for seks år siden for alvor tog fart. Foråret har han brugt på at spille sig i form og komme tættere på det niveau, der i sin tid sendte ham fra HB Køge over Esbjerg fB til Kina. Nu har Gomes og HB Køge valgt at skrive en etårig kontrakt, hvor ambitionen om at nå et højere niveau er klar for både spilleren og klubben.

“Eddi har et tårnhøjt topniveau, som vi ved og alle har set rækker til mere end 1. Division. Derfor er det en fornøjelse, at vi kan have ham i truppen, hvor han samtidig med, at han igen kommer i spilform, kan have en afgørende rolle i at få implementeret den indstilling og de værdier, som vi tror på skal til. Det handler om at kæmpe for hinanden, gå forrest for holdkammeraterne og først og fremmest ville vinde”, siger direktør i HB Køge, Per Rud.

“Jeg har altid haft det sådan, at man skal gå all in i alle dueller og ville vinde alle bolde. Og kommer man i infight så skal ens holdkammerater være der for dig og have din ryg. Det er værdier, jeg har oplevet og lært her i HB Køge. Når jeg har snakket med Per Rud og Auri Skarbalius om sådan nogle ting, har vi været helt enige. Derfor var det heller ikke svært at blive enige om at fortsætte samarbejdet. Der venter hårdt arbejde forud, men jeg glæder mig til at blive klar til at spille igen. Samtidig er jeg nu der, hvor jeg føler mig klar til at spille, selvfølgelig skal formen finpudses og jeg skal have nogle træningskampe, men jeg føler selv, at jeg står skarpt og er mere eller mindre klar”, siger Eddi Gomes om forlængelsen.

Sidst Gomes var i HB Køge var i sæsonerne 2012/2013 og 2013/2014, hvor han nåede at spille 31 kampe og score tre mål, inden han blev solgt videre.

Spillerinformation
Navn:
Edigeison “Eddi” Gomes D’Almeida
Position: Forsvarsspiller
Fødselsdag: 17. november 1988
Tidligere klubber: Herlev IF, HB Køge, Esbjerg fB, Henan Jianye FC, FH Hafnarfjördur