shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Eddi Gomes ophæver med HB Køge

HB Køge og forsvarsspilleren Eddi Gomes er blevet enige om at ophæve kontrakten og stoppe samarbejdet før tid. Eddi har i flere år været en stor profil i HB Køge, som han har spillet for ad to omgange.

“Eddi har været en markant profil for os – både da han første gang kom til klubben i 2013, og igen efter hjemkomsten i 2020. Eddi har haft et ønske om at undersøge mulighederne for et eventuelt udlandsophold i karrierens sidste år, og der står han bedre, hvis vi ophæver samarbejdet. Det ønske har vi ikke villet stå i vejen for. Vi er derfor blevet enige om at vi stopper samarbejdet før tid. Vi har meget at takke Eddi for. Han har været en kulturbærer, og en god anfører for vores hold. Men vi er enige om at tiden er rigtig i forhold til at stoppe i HB Køge,” udtaler HB Køges direktør Per Rud, der kender Eddi Gomes helt tilbage fra 2013, hvor Eddi Gomes skiftede fra Herlev til HB Køge.

33-årige Eddi Gomes har spillet 66 kampe for HB Køge, og ser tilbage på en god tid i HB Køge.

“Jeg har været rigtig glad for min tid i HB Køge, og klubben betyder rigtig meget for mig. Jeg kommer til at savne hverdagen i HB Køge og alle omkring klubben. Jeg planlægger ikke at stoppe karrieren, men håber at kunne fortsætte min karriere et andet sted,” siger Eddi Gomes.

Eddi Gomes sidste kamp for HB Køge blev 3-3-kampen mod Lyngby i efterårssæsonens sidste kamp. I den kamp både assisterede og scorede Eddi Gomes.¨