Effiong Nsungusi – Jagten på gennembruddet
Effiong Nsungusi har nu været en del af NordicBet Liga-holdet i halvandet år. Efter en start i klubben der var turbulent grundet Corona-virussen, så har ‘Effi’ spillet fast i opstarten til denne sæson og jagter sit gennembrud i HB Køge. Vi fangede Effiong Nsungusi til en snak om tiden i HB Køge og jagten på gennembruddet, men også en snak om kulturforskelle, tilvænning og drømme. Læs interviewet herunder:
Tiden i HB Køge
Du har nu været i HB Køge i halvandet år – hvordan vil du beskrive den periode?
“Den har været fantastisk, men også udfordrende. Det at skulle vænne sig til et nyt land, ny kultur og nye mennesker tager tid, men det har været en fed rejse for mig og en stor udvikling for mig som person. Især som fodboldsspiller, og for min karriere, er der sket en stor udvikling, som jeg er meget glad for ved min tid i HB Køge indtil videre. Så alt i alt er det fantastisk at være en del af HB Køge”.
Effi fortæller også, hvordan starten med corona var vanskelig, men også har styrket ham:
“I starten var det svært at omstille sig, da der var corona. Jeg var her en uge, og så lukkede landet ned. Det var en mærkelig periode, men jeg tror HB Køge var en stor hjælp for mig her. Vi trænede fast, jeg kæmpede for at blive en del af holdet og havde noget at se til hver dag. Så det var selvfølgelig svært, men jeg tror også, at det har styrket mig som person”, uddyber Effiong Nsungusi.
Jagten på gennembruddet
Du har været en del af startopstillingen i begge opgør i den nye sæson, og blev senest kåret til kampens spiller, kan du sætte nogle ord på din opstart og de første NordicBet Liga-kampe?
“Det har været en god start for mig denne sæson, men jeg kan ikke tage al æren. Jeg er glad for de nye trænere – de har været fantastiske. Jeg nyder at arbejde sammen med dem, og de har stor betydning for, at jeg har spillet godt indtil videre. Jeg gør bare, hvad de har sagt og instrueret mig i til træning”.
Hvad kan fans på Capelli Sport Stadion forvente af dig denne sæson?
“Nu har jeg spillet to kampe, men endnu ikke scoret, og som angriber er det mit job. Men jeg er sikker på, at målene snart kommer. Jeg stoler på mig selv, jeg stoler på trænerne og projektet – så jeg tror på, at jeg nok skal score en masse mål. Men det vigtigste for mig er, at vi forsætter med at udvikle os som hold og vinder kampene”.
Udfordringer, udvikling og drømme
Hvad har været den største udfordring for dig i skiftet fra Inter Allies FC til HB Køge?
“Det hårdeste i starten var nok, at jeg skulle vænne mig til ikke at starte inde hver kamp. Det var hårdt, og jeg var vant til at spille, men jeg blev nødt til bare fokusere på at gøre mit bedste til hver træning. Det har kun gjort min rejse her bedre, at jeg har skulle kæmpe for det”.
I den periode du har været i klubben nu, hvordan ser du, at du har udviklet dig mest – både som fodboldspiller, men også personligt?
“Jeg har udviklet mig helt vildt i min tid i HB Køge. Det skyldes ikke mindst trænerne i klubben, de har virkelig hjulpet mig. De har en stor betydning for min udvikling som fodboldsspiller. Dem har jeg lært meget af. Nu har jeg været i klubben i over et år, og jeg føler virkelig, at jeg har udviklet mig både som spiller, men også som person. Jeg er taknemlig for alt, jeg har lært i HB Køge”.
Hvad er din drøm som fodboldspiller i HB Køge?
“Min drøm er, at jeg skal være topscorer i NordicBet Ligaen for HB Køge. Det er dét, jeg arbejder for hver dag på træningsbanen. Jeg håber virkelig, at det bliver denne sæson. For jeg føler, at holdet har stor kvalitet og jeg stoler utrolig meget på de nye trænere”.
HB Køge spiller igen i NordicBet Ligaen på søndag, når Hobro IK gæster Capelli Sport Stadion kl. 13.30.