En følelse af masser af glæde og stolthed
HB Køges anfører Maria Uhre Nielsen ser tilbage på den fantastiske guldkamp i lørdags samt dagene op til og efter kampen
Af Per Møller
Da HB Køges anfører Maria Uhre Nielsen omkring kl. 16.00 lørdag eftermiddag kunne løfte DBU-pokalen i vejret og fejre Danmarksmesterskabet i Gjensidige Kvindeligaen med sine medspillere, trænere og ledere bag holdet, var det en kæmpe drøm,der gik i opfyldelse.
HB Køges sensationshold har de seneste mange uger været i duel med de mangedobbelte mestre fra Brøndby IF om, hvilken af de to klubber der i denne sæson skulle løbe med den største titel i dansk kvindefodbold.
”Jo nærmere vi kom frem i turneringen kunne vi begynde at skimte, at der kunne ligge en stor guldkamp på sidste spilledag – og da vi i næstsidste spillerunde på udebane havde besejret FC Nordsjælland, meldte sommerfuglene sig for alvor. Nu var vi så tæt på det store mål – og havde endda den fordel, at vi med et forspring på to point kunne ”nøjes” med uafgjort. En fordel for os, men vi skulle op mod et rigtigt godt hold, der havde prøvet at stå i den situation før, og som et par måneder forinden havde besejret os i to pokalsemifinaler. Men den næste kamp var den store DM-finale, og som ugen gik og der blev ”bygget” på kampen i såvel landsdækkende som lokale medier desto mere spændte blev vi. Der blev meldt udsolgt til kampen og folk, man mødte “på gaden” og i klubben, talte om kampen”, indrømmer Maria Uhre Nielsen.
Nerverne begyndte også melde sig for alvor de sidste dage inden kampen.
”Vi var virkelig nervøse – vi havde jo aldrig prøvet at spille så stor en kamp før. Vi kunne være med til at skrive historie, vi skulle spille foran et rekordstort publikum – jo, der var masser af nerver på i dagene op til, hvor vi til træning fik sat de sidste ting på plads til kampen, ligesom vi hele ugen op til sørgede for at få drukket godt med vand, da vi vidste det ville blive en varm dag”, siger Maria Uhre Nielsen videre.
”På kampdagen mødte vi ind til normal tid, og næsten alle fulgte deres normale ritualer før en kamp. Nogle fik lidt behandling, og ellers var det om at sørge for at få styr på nerverne. Vi gik ud for at varme op i god tid, og allerede her kunne vi fornemme at noget rigtigt stort var under opsejling. Der var på det tidspunkt allerede kommet mange tilskuere, nogle havde taget deres båthorn med, stemningen og forventningen til kampen kunne fornemmes, og det var altsammen med til at sætte os ekstra op. Og vi vidste jo at langt de fleste på stadion holdt med os”, fortæller Maria Uhre Nielsen.
”Nu er det nu”
Da de to hold stod linet op i spillertunellen, begyndte hjertet at slå et par ekstra gange hos aktørerne.
”Jeg tænkte bare: Nu er det nu. Og nu skal vi holde hvad vi har aftalt, nemlig at gå ud og være de spildominerende – det skal være vores kamp”, husker Maria Uhre Nielsen, der allerede i kampens 5. minut fik muligheden for at give HB Køge en drømmestart.
Kyra Carusa blev fældet i det kriminelle felt, og Maria Uhre Nielsen gik frem for at tage straffesparket.
”Jeg vidste hvor jeg ville skyde. Det havde jeg besluttet inden, men desværre lignede det mest af alt en tilbagelægning til målmanden. Det første jeg tænkte var: ”Puha, lort. Nu skal jeg virkelig præstere i den anden ende af banen. Det er vigtigt du nu er 100 procent til stede, får succes i de kommende afleveringer, komme ovenpå igen.” Det var jo trods alt ikke altafgørende – vi kunne på det tidspunkt stadig klare os med uafgjort. Men jeg fik en fantastisk opbakning fra såvel holdet som fra publikum. Det var helt outstanding at få en sådan opbakning. Det var med til at hive os alle op til at give den en ekstra skalle, og der var tid nok. Jeg var sikker på, at vi nok skulle gå op og score på et tidspunkt i kampen”, siger Maria Uhre Nielsen om de hektiske minutter efter det misbrugte straffespark.

Kyra Carusa bliver fældet – og der er straffespark til HB køge efter få minutter af guldbraget mod Brøndby IF. Maria Uhre skal sparke.
”Det var, som om holdet ville det endnu mere. Det var, som om alle hentede 10 procent mere energi og vilje. Det ville de ikke, jeg skulle have siddende på mig. Det var fantastisk”, siger HB Køge-anføreren videre.
Og heldigvis lykkedes det kun godt et dusin minutter senere at komme foran, da Kyra Carusa fik prikket bolden i nettet efter hjørnespark.
Inden pausen gjorde Cecilie Buchberg det til 2-0, og det var også hende der 10 minutter efter pausen øgede til 3-0, og for alvor gjorde festen på Capelli Sport Stadion komplet.
”Jeg synes vi spillede en rigtig god kamp – jeg fornemmede at vi hele tiden var i kontrol, og vi blev jo også ”båret” frem af den fantastiske stemning der var på stadion. Det gav lige det sidste energi i gennem hele kampen”.
”Da der resterede 10 minutter af opgøret, begyndte følelsen af at nu var vi rigtigt tæt på, og der skulle ske mærkelige ting, hvis Brøndby skulle vende det til deres fordel. Og da kampen gik ind i det 89. og 90. minut, kom der en ny følelse af, at nu var der noget nyt at glæde sig til – nemlig at fejre det og glæde sig til det der ville følge efter. Da dommeren fløjtede af var det lidt kaotisk. Brøndby havde lige fået reduceret på straffespark, og hun fløjtede af i sekunderne efter, så det kunne måske godt udefra ligne, at vi jublede over deres scoring, men det var ikke tilfældet”, garanterer en smilende HB Køge-kaptajn.
Glæde og stolthed
Efter at medaljerne fra DIF og DBU var hængt om halsen på alle omkring HB Køge-holdet og DBU-formand Jesper Møller havde “frigivet” DBU-pokalen til Maria Uhre Nielsen, ville festen på stadion ingen ende tage.
”Jeg følte en glæde, en stolthed over holdet og klubben, der var nået så langt på rekordtid. Vi glædede os alle over at kunne fejre det store øjeblik med alle der var mødt op og var med til at bidrage til festen og alle, som har bakket os op gennem hele sæsonen. Der var en fantastisk stemning . Det var overvældende, og jeg tror at publikum var lige så stolte som os og samtidig glædede sig på vores vegne. Og timerne efter i omklædningsrummet og i den stemningsfyldte Spar Nord Lounge glemmer vi heller ikke. Det var ganske enkelt overvældende, at vi blev modtaget med klapsalver, da vi kom op og skulle feste videre med alle de mennesker, som var godt i gang med at fejre vores mesterskab”, siger Maria Uhre Nielsen.

Festen startede allerede på banen efter sejren – og mesterskabet blev sikret. Her overrækker Maria Uhre som anfører medaljer til holdkammeraterne efter corona-reglernes protokoller.
Stor sæson venter forude
Nu holder HB Køge truppen en velfortjent sommerferie og vender tilbage igen den 12. juli til en sæson, hvor der venter mange store oplevelser.
”Nu skal vi nyde det og være stolte over det vi lige har præsteret og samle kræfter til en ny sæson, hvor der igen venter nogle fede kampe, og hvor vi ser frem til en lige så stor opbakning på hjemmebane. Forhåbentlig er det til den tid blevet muligt for at alle kan få mulighed for at deltage. Det bliver en stor og spændende udfordring, at vi ud over at forsvare mesterskabet også skal ud at prøve kræfter med klubber ude i Europa. Forhåbentlig kommer vi videre fra de to kval-kampe og kvalificerer os til gruppespillet, hvor det kunne være fedt at møde nogle af de helt store klubber. Vi har jo set gennem nogle år, hvordan Fortuna Hjørring og Brøndby IF har klaret sig i Champions League. Det er jo nogle gange lykkedes for dem at komme videre fra gruppespillet – så hvem ved? Under alle omstændigheder vil vi få nogle store udfordringer og nogle kæmpe oplevelser. Det bliver vigtigt for os at gå ud til alle kampene og gøre vores bedste”.
Dagene efter den forgyldte weekend har gået med at modtage mange lykønskninger og lade tankerne bundfælde sig.
“Det hele er så stort og det er noget vi alle i og omkring klubben kan leve højt på længe. Vi har været med til at skrive en helt utrolig historie i dansk fodbold og vi skulle gerne skrive flere gode historier de kommende sæsoner,” slutter en stolt Maria Uhre Nielsen, der glæder sig til at holde lidt ferie for så at vende tilbage til træningen den 12. juli. Her venter en ny trænertrio og nogle nye holdkammerater.
Og en masse nye, spændende kampe og oplevelser.