Endnu et succesfuldt besøg fra Litauen
Den seneste uges tid har vi haft Herfølge Stadion fuldt af gæster fra Litauen.
Fra torsdag til mandag har 31 U13- og U14 ungdomsspillere fra Litauen gæstet Herfølge Stadion i forbindelse med Capelli Sport Talents LT. Et talentnetværk og program, hvor de mest talentfulde litauiske spillere fra klubben Uentis Utena får mulighed for at besøge HB Køge og andre klubber under Capelli Sport.
Den tekniske direktør i Capelli Sport og bestyrelsesformand i Utenis Utena, Auri Skarbalius, siger følgende om besøget:
“Med disse events får de talentfulde spillere muligheden for at opleve de bedste elitemiljøer. I de seneste fem dage har spillerne stiftet bekendtskab med HB Køges stærke setup. Et setup, de ikke er vant til hjemmefra, så det er klart en stor oplevelse for spillerne. Carsten Dohm, ungdomsudviklingstræner i HB Køge, har strikket hele programmet sammen, der har budt på alt fra træning, kampe, fysiske tests, taktik og andre fodboldoplevelser – de har altså fået hele pakken,” fortæller Auri Skarbalius og uddyber om besøget.
Det er samtidig sundt for spillerne at blive matchet mod spillere på et højere niveau, end de normalt bliver. Her i HB Køge får de en ide om, hvad det kræver af dem, hvis de potentielt skulle have en fremtid her på ungdomsholdene eller på førsteholdet,” lyder det fra Auri Skarbalius.
Disse besøg er en god mulighed for at få kendskab til nye spillere, men de giver ligeledes en unik mulighed for at vidensdele på tværs af klubberne under Capelli sport, påpeger Auri Skarbalius.
“Carsten Dohm har stået for undervisning af både spillere og trænere, så man kan sige, at der faktisk også har været fokus på træneruddannelse i forbindelse med besøget. Der er derfor også foregået en masse sparring og vidensdeling trænerne iblandt, hvor begge klubber kan lære noget af hinanden. Og det er netop dét, som disse events også kan,” slutter Auri Skarbalius.
HB Køge takker spillerne, trænerne og klubben for besøget og det gode samarbejde omkring opholdet.