shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Episk sejr mod rivalerne fra syd

Der er tidspunkter, hvor vi hader fodbold. Hvor det fylder alt i vores hoveder, at det går ad helvedes til. Det ved alle, der går op i fodbold. Sådan ét tidspunkt, fandt hovedparten af de 1.591 tilskuere på Capelli Sport Stadion søndag eftermiddag sig i efter 75 minutters spil af opgøret mellem HB Køge og Næstved Boldklub.
Nede 0-2 mod lokalrivalerne mod syd på eget kunstgræs. 15 minutters ordinært spil igen – og alt pegede på, at Næstved ville æde tre point på svanerne i tabellen og for alvor hive HB Køge ind i nedrykningsræset igen.

Men så er der jo heldigvis også tidspunkter, hvor intet i verden kan hamle op med fodbolden. Tidspunkter hvor det er som om verden står stille, hvor den eufori, glæde og begejstring, fodbolden også kan skabe får os til at føle os vægtløse. Sådan ét oplevede selvsamme hovedpart af publikummet 25 minutter senere. Kampens dommer Jonas Nielsen havde ikke bare taget mange kort, men også mange ekstra spilleminutter med til opgørets afslutning, og det fik svanerne udnyttet til fulde.

Efter 78 minutter af kampen reducerede den netop indskiftede Ifenna Dorgu nemlig til 1-2 for hjemmeholdet, og netop som der var blevet taget hul på det første af de mange ekstra spilleminutter udlignede en velspillende Youssef Dhaflaoui til 2-2 foran et jublende hjemmepublikum. Tidligere på dagen var der blevet fejret halloween for de mindste fremmødte tilskuere på banen – og pludselig var det altså ikke kun de udklædte hekse, der kunne lugte blod. Det kunne hjemmeholdets spillere også og det skulle blive den 17-årige indskifter Dorgu – der de to seneste år har vidst sig som en ægte blodhund på klubbens U17-hold, hvor han er blevet ligatopscorer – som gjorde tilskuerne vægtløse efter 10 minutters overtid. På en omstilling leverede Dhaflaoui oplægget, som han i øvrigt også gjorde til svanernes første mål i kampen, og Dorgu prikkede bolden over stregen tæt under mål hvorefter enorme jubelscener kunne bryde løs. Det måske hidtil største øjeblik i det unge Capelli Sport Stadions levetid!

Ikke mange øjeblikke efter blev der fløjtet af. Således endte HB Køge med at øge pointafstanden til bundproppen Næstved, så den nu lyder på syv point – og ikke det sølle ené som det havde været tilfældet, hvis gæsternes føring havde holdt hele vejen hjem.

En stor sejr for HB Køge, som dog må tage en anelse bitter bismag fra blodet med grundet de tre udvisninger holdet blev præsenteret for i kampens slutminutter. Jubril Adedeji for at reagere på at blive skubbet omkuld af en Næstved-spiller ved at skubbe igen. Udskiftede Casper Gedsted for at juble lidt for vildt over Dhaflaouis udligning til 2-2. Keepertræner Dan Petersen for at gøre det samme ved Dorgus sejrsmål til 3-2…

HB Køge 3-2 Næstved Boldklub
0-1 Mark Kongstedt (36. min)
0-2 Mikkel Ladefoged (61. min)
1-2 Ifenna Dorgu (78. min)
2-2 Youssef Dhaflaoui (90. min)
3-2 Ifenna Dorgu (90. min)

HB Køge startopstilling
1. Sebastian John
2. Marcus Mustac Gudmann
5. Casper Gedsted
7. Mike Jensen
8. William Madsen
9. Youssef Dhaflaoui
10. Christian Tue
13. Sebastian Larsen
14. Jubril Adedeji
16. Silas Hald
24. Casper Jørgensen

HB Køge indskiftninger:
Erkan Semovski for Christian Tue (62. min)
Ifenna Dorgu for William Madsen (74. min)
Niklas Jakobsen for Casper Gedsted (90. min)

NordicBet Liga, 13. spillerunde
Søndag d. 22. oktober, 16.00
1.591 tilskuere på Capelli Sport Stadion