Fin start af talentdrengene

HB Køges talentdrenge indledte forårsturneringen lørdag med et besøg fra Næstved.
Først i kamp var U17 holdene på Herfølge Stadion. Hjemmeholdet måtte påtage sig favoritværdigheden, da de inden kampen lå nummer tre, mens de grønblusede holdt til i den tungere ende af rækken. Imidlertid var det udeholdet der kunne gå til pausen med en 1-0 føring, men fem minutter inde i anden halvleg udlignede Adam Choukri. Svanerne kom også foran 2-1 ved Casper Nielsen efter 66 minutter, men i kampens overtid fik udeholdet udlignet til slutresultatet 2-2. Uafgjort er dog ikke en option, så der skulle sparkes straffespark om et ekstra point. Her var svanerne bedst og vandt den med 6-5.

På Capelli Sport Stadion i Køge skulle U19 holdene i aktion. Her chokstartede udeholdet ved at komme foran 2-0 indenfor de første tyve minutter, men først fik Ibrahim Figuigui efter 25 minutter reduceret og siden udlignede HB Køges på et selvmål som forsvarsspilleren Mikkel Durlev ligeså godt kunne være blevet krediteret for. Syv minutter efter pausen kom svanerne også foran 3-2 ved Javany Antonio Lawrence, men lykken varer som bekendt kort og bare to minutter efter udlignede Næstved til 3-3. Med en halv time igen bragte HB Køges Arda Mikail Gürel imidlertid igen svanerne foran og kort før tid lukkede Alfred Gøthler så kampen ved at score til 5-3 for HB Køge. En fortjent sejr til HB Køge, der med sejren rykkede op på andenpladsen inden søndagens kampe, hvor Viborg FF dog med en sejr over FC Roskilde erobrede pladsen tilbage igen.

Capelli Sport