Der var sæsonrekord på Gladsaxe Stadion da AB og HB Køge mandag eftermiddag tørnede sammen. De over 2.500 tilskuere blev forkælet med masser af mål og dramatik fra første til sidste minut.
Kampen var bare tre minutter gammel da hjemmeholdets Younes Namli sendte et frispark på stolpen i en livlig start på en kamp, hvor AB havde kniven for struben i forsøget på at undgå nedrykning.
Næste chance i kampen tilfaldt Jeppe Kjær, der modtog en lang aflevering fra bagkæden og satte i fuld sprint mod AB-målet. Topscoreren fik dog ikke ordentligt træf på bolden som sneg sig forbi mål.
Bare fire minutter senere kom føringsmålet dog. Et godt sparket hjørnespark fra Vito Hammershøy-Mistrati fik lov at sejle hele vejen ind i netmaskerne uden berøring undervejs. 1-0 til HB Køge.
Og det blev bedre endnu for HB Køge i løbet af det næste kvarters tid. Først var Jeppe Kjær tæt på at udbygge føringen, men han sparkede forbi bolden på Kaaghs oplæg. Kort efter blev det dog alligevel 2-0.
Venstrebacken Anders Nielsen brød et AB-opspil og førte selv bolden frem. På kanten af feltet spillede Anders Nielsen bande med Jeppe Kjær og kom dernæst fuldstændig fri i feltet og satte sikkert bolden i nettet med højrefoden. Flot og fuldt fortjent.
HB Køge havde i resten af halvlegen flere muligheder, hvor specielt Zinckernagels forsøg fra kanten af feltet var en udfordring for hjemmeholdets keeper. På det efterfølgende hjørnespark headede Kaagh forbi. Selvom der var chancer til mere, så blev det ved 2-0 ved pausen.
Fra starten af anden halvleg kom AB længere frem på banen. Der skulle point på kontoen hvis værterne skulle undgå nedrykningen. AB-offensiven gav dog HB Køge flere omstillingsmuligheder. En af dem tilfaldt indskiftede Jannik Skov Hansen, der på Zinckernagels forarbejde kom fri i feltet. Førsteberøringen sad dog ikke lige i skabet og så blev situationen afværget af hjemmeholdets keeper Jannich Storch.
AB begyndte at røre på sig i offensiven og i HB Køges mål måtte Frederik Due hive flere fine redninger ud af ærmet, men alligevel lykkedes det for hjemmeholdet at komme tilbage.
Først udnyttede Younes Nabil et straffespark og få minutter senere sendte Linus Olsson udligningen i nettet i en situation, hvor det så ud til at være lidt for nemt at komme gennem HB Køges bagkæde. De to hurtige scoringer rystede HB Køge, mens AB omvendt lugtede flere må og overlevelse.
HB Køge red dog den mindre AB-storm af og få minutter før tid fik Anders Kaagh presset Jonas Henriksen til at score i eget net. På dette tidspunkt lå AB dermed til nedrykning, og stemningen var noget trykket rundt om på Gladsaxe Stadion. Bortset fra i afsnittet med de mange tilrejsende naturligvis. Her var stemningen i top.
Og det var den såmænd også efter slutfløjtet. Og det til trods for at det dybt inde i overtiden lykkedes for AB at få udlignet til 3-3 og dermed redde livet i NordicBet Ligaen. En dramatisk afslutning på sæsonen og en ganske seværdig kamp at gå på ferie på.
HB Køge sluttede sæsonen på sjettepladsen for andet år i træk og spillerne har nu taget hul på en tre uger lang sommerferie inden holdet den 30. juni tager hul på forberedelserne frem mod sæsonen 2014/15.
Mål
0-1 // Vito Hammershøy-Mistrati (12.)
0-2 // Anders Nielsen (26.)
1-2 // Younes Namli, straffe (70.)
2-2 // Linus Olsson (72.)
2-3 // Jonas Henriksen, selvmål (86.)
3-3 // Nichlas Rohde (93.)
Advarsler, HB Køge
Vito Hammershøy-Mistrati, Eddi Gomes, Jeppe Kjær, Thobias Ndungu og Simon Richter
HB Køges startopstilling
Frederik Due
Daniel Arrocha
Simon Richter
Eddi Gomes
Thobias Ndungu
Anders Nielsen
Sylvester Seeger-Hansen
Vito Hammershøy-Mistrati
Philip Zinckernagel
Anders Kaagh
Jeppe Kjær
Udskiftninger
Jannik Skov Hansen ind // Jeppe Kjær ud (49.)
Nicolai Geertsen ind // Daniel Arrocha ud (60.)
Oliver Jørgensen ind // Anders Nielsen ud (66.)
Tilskuertal
2.520 tilskuere på Gladsaxe Stadion