Det var et skadesramt HB Køge-mandskab som cheftræner Auri Skarbalius søndag aften sendte på græs på Brøndby Stadion.
I løbet af ugen måtte både Simon Richter, Brad Rusin og anfører Thomas G. Christensen melde fra grundet skader, og de sluttede sig dermed til en fjerde forsvarsspiller, Andreas Sørensen, på skadeslisten.
Auri Skarbalius gav derfor Superligadebut til Kristian Geertsen på højre back, mens Ronnie Bendtsen startede på banen i venstre side af bagkæden.
Trods de mange ændringer lagde HB Køge stærkt og uimponeret ud foran de 15.000 tilskuere på Brøndby Stadion. HBK-spillerne var gode i presspillet, og det var medvirkende til at de fleste Brøndbyangreb i kampens indledende fase blev afværget, inden det for alvor blev farligt foran Morten H. Jensens mål.
I den anden ende havde HB Køge også et par muligheder. Først var det Adeola Runsewe der blev spillet fri i dybden, men nigerianerens afslutning blev reddet til et af flere hjørnespark. Også Simon Christoffersens forsøgte sig, men hårdt presset røg U/21-landsholdsspillerens hovedstød over mål.
Brøndby havde også gode chancer – Michael Krohn-Dehli en af de største, men en mesterlig redning af Morten H. Jensen holdt Brøndby fra føringen. HBK-keeperen var dog prisgivet da Mikkel Thygesen ti minutter før pausen udnyttede et HB Køge-boldtab på midten af banen til at bringe sit hold på 1-0.
Scoringen rystede dog ikke HB Køge mere end at de sort/blå spillere holdt fast i konceptet og blev ved med at spille spillet, og kort før pausen lykkedes det for Adeola Runsewe at bringe balance i regnskabet da Brøndby-keeper Michael Tørnes stødte sammen med en af sine egne forsvarere. Målet blev dog underkendt af kampens dommer, da Adeola Runsewe skulle have begået frispark forinden.
I stedet for 1-1 gik det hurtigt den anden vej og så blev det til 2-0 da Krohn-Dehli via indersiden af stolpen sendte noget af en våd klud lige i smasken på de ellers godt figtende HBK-spillere.
I pausen foretog cheftræner Auri Skarbalius en enkelt udskiftning da Lasse Kronborg afløste Marcel Rømer, og ti minutter efter anden halvlegs start lugtede det af straffespark til HB Køge, da Simon Christoffersen blev nedlagt i det kriminelle felt, men dommerens fløjte forblev tavs, og i stedet løb Brøndby op i den anden ende, hvor Martin Bernburg kunne kaste sig frem og heade Dennis Rommedahls afrettede indlæg i kassen, og bare seks minutter senere sendte Michael Krohn-Dehli en afslutning afsted fra 25 meter. Bolden snød dog Morten H. Jensen, der ikke formåede at holde den ude af nettet. 4-0, og kræfterne syntes opbrugt hos HB Køge, der efter pausen havde svært ved at skabe chancer.
Det kunne Brøndby dog, og med otte minutter tilbage af opgøret blev Mikkel Thygesen dobbelt målscorer, da han med brystet sendte Brent McGraths indlæg ind over stregen til slutresultatet 5-0.
Mål
1-0 // Mikkel Thygesen (38.)
2-0 // Michael Krohn-Dehli (43.)
3-0 // Martin Bernburg (54.)
4-0 // Michael Krohn-Dehli (60.)
5-0 // Mikkel Thygesen (82.)
HB Køges startopstilling
Morten Haastrup Jensen
Kristian Geertsen
Thomas Sørensen
Stefan Hansen
Ronnie Bendtsen
Bo Storm
Nicolaj Madsen
Marcel Rømer
Martin Christensen
Adeola Runsewe
Simon Makienok Christoffersen
Udskiftninger
Lasse Kronborg ind // Marcel Rømer ud (46.)
Marc Rochester Sørensen ind // Martin Christensen ud (57.)
Lee Rochester Sørensen ind // Bo Storm ud (78.)
Tilskuertal
15.251 tilskuere på Brøndby Stadion