HB Køge var lørdag eftermiddag en tur i Tingbjerg Idrætspark i Brønshøj, hvor man skulle forsøge at revanchere sig oven på det overraskende 1-0-nederlag på hjemmebane mod Hobro i sidste uge.
Og det var tydeligt at spillerne havde stor lyst til at vise, at sidste uges præstation var en engangsforestilling. I første halvleg var der stort set tale om spil til et mål, Brønshøjs, og HBK-spillerne vandt flest nærkampe og skabte flere store chancer, som dog desværre blev misbrugt. Bo Storm, Simon Christoffersen og Arman Mehakovic havde alle gode muligheder for at få scoret.
Man skulle dog helt hen til første halvlegs sidste minut før den fortjente HBK-føring kom, og det skete efter en Kronborg Classic. Midtbanespilleren fremviste et eksempel på sin glimrende sparketeknik og bragede bolden op i målhjørnet uden chance for Kim Drejs i hjemmeholdets mål.
Efter spil og chancer var føringen dog for smal.
Og den smalle føring skulle vise sig kostbar kostbar små fem minutter efter pausen, hvor et afventende HBK-forsvar ikke fik tacklet tids nok, og så kunne Mikail Anli bringe balance i regnskabet.
Lidt nervøsitet viste sig derefter hos HB Køge, men Auris mandskab var stadig spilstyrende, mens Brønshøj mest levede på kontraspillet.
Fem minutter før tid troede det meste af HB Køge-lejren at man skulle have et straffespark da Simon Makienok Christoffersen blev mejet ned bagfra i det kriminelle felt, men dommerens fløjte forblev tavs.
Tavs var fløjten ikke seks minutter senere, da Fabinho i dommerens overtid fik bugseret en returbold i kassen. Lasse Kronborg sparkede et frispark på kassen, Kim Drejs i hjemmeholdets mål fik halvklaret, hvorefter Fabinho var først på returen.
Af uforklarlige årsager valgte kampens dommer dog at underkende målet, hvorfor HB Køge-lejren følte sig noget snydt da slutfløjtet lød kort efter.
HB Køge har nu hentet otte point i de første fem kampe i denne sæson. På fredag får HBK på hjemmebane besøg fra Vejle – den kamp fløjtes igang kl. 18.30 på SEAS-NVE Park.
Mål
0-1 // Lasse Kronborg (44.)
1-1 // Mikail Anli (51.)
HB Køges startopstilling
Morten H. Jensen
Kristian Geertsen
Thomas G. Christensen
Stefan Hansen
Thomas Sørensen
Fabinho
Lasse Kronborg
Nicolaj Madsen
Arman Mehakovic
Bo Storm
Simon Makienok Christoffersen
Udskiftninger
Søren Nielsen ind // Bo Storm ud
Mustafa Hassan ind // Arman Mehakovic ud
Marc Rochester Sørensen ind // Nicolaj Madsen ud
Tilskuertal
849 tilskuere i Tingbjerg Idrætspark