shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

F.C. København – HB Køge

F.C. København 1 - 2 HB Køge
27 nov 2011

Skæbnen var hård ved HB Køge da holdet søndag eftermiddag tabte med 2-1 i Parken efter at Tommy Møller Nielsens tropper ellers havde været foran 1-0 ved pausen.

 

HB Køges oprykkerhold var på forhånd ikke spået mange chancer mod de danske mestre, men i spillet på banen var det ikke til at se at det var top mod bund.

 

Opgøret startede ganske jævnbyrdigt inden hjemmeholdet fik styr på spillet og kom frem til et par gode muligheder, hvor Morten H. Jensen dog viste klassen og fik reddet kastanjerne ud af ilden.

 

Stille og roligt kæmpede HB Køge sig dog ind i kampen igen, og omkring den halve time var det HB Køge der var i det spillemæssige overtag og kom frem til en række gode chancer. Først var Marcel Rømer tæt på med hovedet på Kronborgs fine indlæg, og kort efter forsøgte Simon Makienok sig med en god afslutning fra kanten af feltet. FCK-keeper Wiland nåede dog op og vippe bolden over overliggeren.

 

Makienok var dog ikke færdig med at forsøge sig, og efter 36 minutter dirigerede han et perfekt sparket hjørnespark fra Lasse Kronborg ind i FCK-målet til en HBK-føring, der faktisk ikke var helt ufortjent.

 

Det ventede FCK-modsvar kom ikke – i hvert fald ikke i første halvleg, hvor HB Køge i resten af halvlegen fortsatte det positive og fremadrettede spil.

 

Fra anden halvlegs start satte F.C. København tempoet i vejret og kom også frem til flere farlige situationer, men HBK-forsvaret stod godt, og der blev arbejdet godt for at lukke ned for hjemmeholdets offensiv.

 

Der skulle da også et lidt tyndt straffespark til før F.C. København kom tilbage i kampen. Cesar Santin blev hevet omkuld i straffesparksfeltet, men sekunder forinden burde der måske være fløjtet for frispark begået af netop Santin mod Andreas Sørensen, da FCKs brasilianske angriber med et højt løftet ben fik ramt Andreas Sørensen i hovedet.

 

Dommer Michael Tykgaard undlod dog at fløjtet for frisparket, og i stedet blev det til straffespark til hjemmeholdet. Cesar Santin tog sig selv af den gyldne mulighed og udlignede til 1-1.

 

Det mål skulle blive startede på et par mareridtsagtige minutter for HB Køge, for der bare minuttet senere satte Bryan Oviedo sig igennem på F.C. Københavns venstrekant og centrede bolden til Morten Nordstrand, der en meter fra mål sparkede bolden op i nettaget.

 

Noget af en våd klud i hovedet på et HB Køge-hold der kampen igennem havde ydet rigtig god modstand mod mestrene, der i flere perioder af kampen virkede rystede mod det godt spillende HBK-mandskab.

 

HB Køge formåede ikke at komme tilbage i opgøret, og dermed måtte Svanerne tage fra Parken med et nederlag på 1-2 i en kamp som man havde stor ære af, og hvor man også fortjente i hvert fald det ene point.

 

I efterårssæsonen resterer nu blot en enkelt spillerunde – på søndag den 4. december kommer Brøndby IF forbi SEAS-NVE Park.

 

Mål

0-1 // Simon Makienok Christoffersen (36.)

1-1 // Cesar Santin (73.)

2-1 // Morten Nordstrand (74.)

 

HB Køges startopstilling

Morten H. Jensen

Thomas Sørensen

Thomas G. Christensen

Stefan Hansen

Andreas Sørensen

Adeola Runsewe

Lasse Kronborg

Marcel Rømer

Bo Storm

Nicolaj Madsen

Simon Makienok Christoffersen

 

Udskiftninger

Kristian Geertsen ind // Andreas Sørensen ud (77.)

Brad Rusin ind // Stefan Hansen ud (87.)

 

Tilskuertal

7.653 tilskuere i Parken