Oprykkerne fra FC Hjørring har i denne sæson vist sig uhyggeligt stærke på hjemmebanen, men da HB Køge onsdag aften lagde vejen forbi, var der ingen slinger i Svanernes vals.
Auri Skarbalius måtte i kampen se bort fra midtbaneslideren Nicolaj Madsen, der sad ude med karantæne. I forhold til weekendens sejr over Viborg betød det, at Søren Nielsen blev rykket frem på den centrale midtbane og at Thomas Sørensen gled ud som højre back. Hans plads i det centrale forsvar blev overtaget af Stefan Hansen, der var tilbage efter en dag i karantæneskyggen.
På et ringe græstæppe startede de to mandskaber ganske jævnbyrdigt, men der gik ikke længe før spillet begyndte at foregå på HB Køges præmisser, og efter 17 minutters spil kunne Lasse Kronborg på en ripost fra kanten af feltet sparke bolden ind bag Jesper Weinkouff i hjemmeholdets mål til HB Køge-føring på 1-0.
Ti minutter senere var det Simon Makienok Christoffersens tur til at komme på tavlen. HB Køges talentfulde topscorer steg til vejrs og headede Andreas Sørensens præcise indlæg i nettet. Flot mål efter godt forarbejde af Sørensen-tvillingen, der på modsatte backplads kunne se brormand Thomas husere.
I anden halvleg kommer HB Køge bedst ud til opgøret, og kampen lukkes for alvor efter 68 minutter da Simon Makienok Christoffersen endnu en gang kommer højest og udnytter Lasse Kronborgs frispark til perfektion. 3-0 og en føring som hjemmeholdet ikke formåede hverken at udligne eller hale ind på. Faktisk var det tættere på 4-0 end 3-1, men Fabinho måtte nøjes med at være tæt på efter et fint sololøb i HB Køges venstre side.
Kampen bød i øvrigt et længe ventet comeback til Bo Storm, der kom ind og fik de sidste 16 minutter af kampen.
Mål
0-1 // Lasse Kronborg (17.)
0-2 // Simon Makienok Christoffersen (28.)
0-3 // Simon Makienok Christoffersen (68.)
HB Køges startopstilling
Morten H. Jensen
Thomas Sørensen
Thomas G. Christensen
Stefan Hansen
Andreas Sørensen
Fabinho
Lasse Kronborg
Søren Nielsen
Martin Christensen
Marcel Rømer
Simon Makienok Christoffersen
Udskiftninger
Bo Storm ind // Marcel Rømer (74.)
Tobias Thomsen ind // Simon Makienok Christoffersen ud (79.)
Arman Mehakovic ind // Fabinho ud (88.)
Tilskuertal
696 tilskuere på Hjørring Stadion