0-0 for første gang i år – i årets sidste ligakamp
Søndag aften gæstede HB Køges danske mestre FC Nordsjælland i efterårets sidste Kvindeligakamp.
Målet: Tre point og dermed en ubesejret halvsæson i ligaregi.
Cheftræner Søren Randa-Boldt havde til kampen foretaget nogle enkelte ændringer i forhold til midtugens Champions League-udekamp imod Arsenal. Dels stillede HB Køge til kampen mod Nordsjælland i en 4-2-3-1-opstilling, dels var der to ændringer i startopstillingen. Som en del af formationsskiftet erstattede Cornelia Kramer Signe Markvardsen i venstresiden, mens Kelly Fitzgerald erstattede Lauren Sajewich på den centrale midtbane.
Svanerne startede opgøret stærkt og allerede efter tre minutter var Kelly Fitzgerald tæt på at komme på tavlen, da hun kom først på et cutback-indlæg fra Cornelia Kramer. Afslutningen sneg sig dog lige akkurat udenom den fjerneste stolpe af Nordsjællands mål.
Midtvejs i første halvleg var det så Kyra Carusas tur til at være tæt på. Fra kanten af feltet afsluttede hun højt – en afslutning, der overraskede FCN-keeper Carly Nelson som kun kunne nå at få en fingerspids på bolden – hvorefter den strøg videre op på overliggeren og ned på mållinjen. Kampens dommerteam vurderede ikke bolden til at have været over målstregen, og således forblev stillingen 0-0.
Mod slutningen af første halvleg kom hjemmeholdet også frem til deres første chancer i kampen. Først afsluttede Dajan Hashemi fra en spids vinkel og kort efter var et hovedstød også ved at snige sig henover hovedet på Kaylan Marckese. I begge tilfælde parerede Kaylan Marckese bolden til hjørnespark.
Chancer var der ikke mange af i anden halvleg. Til gengæld var der masser af opbakning fra de medrejsende fans fra HB Køge Support / Svanerne, der havde trodset temperaturen på sølle 2 grader og taget busturen til Nordsjælland.
Søren Randa-Boldt og hans trænerteam forsøgte at fremprovokere den forløsende 1-0-scoring med et par offensive ændringer undervejs i de sidste 45 minutter. Både Signe Markvardsen og Sofie Hornemann blev sendt i aktion, men heller ikke de fik lirket nordsjællænderne op trods et par afslutninger fra sidstenævnte i kampens sidste minutter.
Derfor sluttede det for HB Køges vedkommende for første gang i kalenderåret som det startede: 0-0. Dét altså i årets sidste ligakamp.
FC Nordsjælland – HB Køge // 0-0 (0-0)
HB Køge opstilling:
Kaylan Marckese
Emma Færge
Selma Svendsen
Laura Guldbjerg-Pedersen
Isabella Obaze
Maddie Pokorny
Sarah Jankovska
Kelly Fitzgerald
Cecilie Fløe
Cornelia Kramer
Kyra Carusa
Udskiftninger:
Cornelia Kramer ud // Signe Markvardsen ind // (61. minut)
Cecilie Fløe ud // Sofie Hornemann // (80. minut)