Fire dage efter pokalsejren over Superligaholdet Viborg var det igen tid til pointjagt for HB Køge, der søndag eftermiddag gæstede Roskilde Idrætspark, hvor der var lokalopgør mod FC Roskilde.
Efter en jævnbyrdig start, hvor de to hold skulle se hinanden an faldt kampens første mål efter 17 minutters spil. En fejl i HB Køges forsvar gav en mulighed til hjemmeholdet. Andreas Hansen stod i vejen og satte spillet hurtigt i gang. HB Køge kørte en hurtig omstilling som Marc Rochester afsluttede med sæsonmål nummer syv efter oplæg af Kristian Andersen.
HB Køges defensiv stod igen godt, og det var sjældent at hjemmeholdet spillede sig forbi forsvaret til helt store målchancer. Til gengæld var der mange indlæg og standardsituationer, som Andreas Hansen og resten af defensiven tog godt hånd om.
I halvlegens overtid kom Marc Rochester frem til en afslutning, som blev blokeret til hjørnespark. Det, hjørnesparket, blev headet over mål og var en af halvlegens sidste aktioner.
Efter pausen kom HB Køge godt fra land. Først var det tæt på efter et godt indlæg, der blev blokeret til hjørne. Her nåede Henrik Madsen højest, men HBK-anføreren måtte se hovedstøddet reddet. En håndfuld minutter senere var det Alexander Bah, der var tæt på at nå frem til et indlæg.
FC Roskilde var stadig farligst efter standardsituationer og indlæg, og lige efter en times spil måtte Andreas Hansen af to omgange levere en fin dobbeltredning for at forhindre en udligning.
I kampens sidste kvarter begyndte hjemmeholdet at presse mere på. Det begyndte at kunne ses, at HB Køge i midtugen havde spillet pokalkamp, og selvom HB Køge to gange var tæt på efter hjørnespark, så var det ikke ufortjent, at FC Roskilde tre minutter før tid fik udlignet til slutresultatet 1-1. Pointdelingen var nemlig fortjent nok, men HB Køgespillerne ærgrede sig naturligt ekstra meget over at man ikke holdt stand kampen ud, og dermed havde taget alle tre point.
Nu måtte man i stedet tage til takke med et enkelt. Det var i øvrigt tredje udekamp i træk mod FC Roskilde som endte uden vinder.
FC Roskilde – HB Køge // 1 – 1
0-1 // Marc Rochester (17.)
1-1 // Morten Nielsen (87.)
Advarsler
Simon Richter, Jesper Bech og Stefan Hansen (FC Roskilde)
Andreas Hansen (HB Køge)
HB Køges startopstilling
Andreas Hansen
Mark Gundelach
Daniel Arrocha
Alexander Ludwig
Malte Amundsen (U19)
Lee Rochester
Mikkel Wohlgemuth
Henrik Madsen
Alexander Bah
Kristian Andersen
Marc Rochester
Udskiftninger
Jeppe Simonsen ind // Alexander Bah ud (67.)
Aleksandar Lazarevic ind // Marc Rochester ud (77.)
Sadik Krdzic ind // Lee Rochester ud (89.)
Tilskuertal
978 tilskuere i Roskilde Idrætspark