HB Køge vandt onsdag aften forårssæsonens første sejr da man i det fra efteråret udsatte lokalopgør mod FC Roskilde sejrede med 1-0. Kampen startede rodet, ikke mindst på grund af den kraftige vind, der blæste henover grønsværen i Roskilde Idrætspark. Ingen af holdene kunne til en start få tilspillet sig overtaget, og det blev derfor indledningsvist et opgør med masser af dueller og nærkampe midt på banen.
Henrik Pedersens tropper overtog dog midtvejs i halvlegen så småt initiativet, men man skulle helt hen til bare en håndfuld minutter før pausen før kampens første afslutning blev sendt af sted. Det var Kristian Andersen der forsøgte sig, men FC Roskilde-keeper Frederik Vang reddede skuddet.
Efter pausen var det stadig HB Køge, der tog teten, og otte minutter inde i anden halvleg kom forløsningen da Bruninho, efter godt forarbejde af Nikolaj Hansen, kunne bringe HB Køge i front i lokalopgøret.
Ti minutters tid senere kom FC Roskilde efter en del klumpspil frem til en af deres største chancer, men Frederik Due var heller ikke i dag til at passere. Han holdt nullet for tredje gang af tre mulige i foråret.
Hjemmeholdet fra FC Roskilde måtte spille kampen sidste tyve minutter med bare ti mand på banen da forsvarsspilleren Casper Andersen blev udvist for en nødbremse mod Nikolaj Hansen. HB Køge havde ganske fint styr på hjemmeholdet, og trods næsten fem minutters overtid, så holdt spillerne hovedet koldt og hentede fortjent årets første sejr.
HB Køge er dermed fortsat ubesejret i forårssæsonen, og har endnu ikke ladet modstanderne score. Næste gang Henrik Pedersen sender sine spillere i aktion er Skærtorsdag den 2. april kl. 15.00 på udebane mod Viborg.
FC Roskilde – HB Køge // 0 – 1
0-1 // Bruninho (53.)
Udvisning, FC Roskilde
Casper Andersen (73.)
Advarsler, HB Køge
Kristoffer Munksgaard
HB Køges startopstilling
Frederik Due
Delphin Tshiembe
Casper Grønn
Søren Henriksen
Kristian Pedersen
Jonas Thomsen
Kristian Andersen
Rasmus Nielsen
Bruninho
Nikolaj Hansen
Kristoffer Munksgaard
Udskiftninger
Sylvester Seeger-Hansen ind // Rasmus Nielsen ud (46.)
Sami Kamel ind // Kristoffer Munksgaard ud (72.)
Alexander Ludwig ind // Kristian Andersen ud (87.)
Tilskuertal
1.612 tilskuere i Roskilde Idrætspark