I den sidste kamp i grundspillet havde HB Køge taget turen til det nordjyske, hvor Fortuna Hjørring havde gjort deres for at gøre Nord Energi Arena klar til kamp. Forud for opgøret lå HB Køge på førstepladsen i Gjensidige Kvindeligaen og der skulle meget til for at fravriste Svanerne den. Foruden et markant nederlag til nordjyderne skulle de nærmeste forfølgere fra Brøndby IF vinde med tenniscifre for at gå ind til slutspillet som nummer et. Selvom det endte med tre nordjyske point og en stor sejr til de blå/gule fra Vestegnen holdte HB Køge fast i førstepladsen.
Generelt set var det på mange måder en kamp, der bevægede sig frem og tilbage i bølger. Efter et kvarters spil kom værterne i front, da de for tredje gang fandt plads i HB Køges bagrum, som blev hurtigt udnyttet og op dukkede Thrige, der sparkede bolden ind bag en prisgivet Kaylan Marckese.
Kort inden pausen bragte Kyra Carusa så balance i regnskabet, da hun fra klods hold sparkede bolden i mål. Et solidt pres udmøntede sig i flere muligheder, og da bolden endeligt nærmede sig det lille målfelt viste Carusa, hvorfor hun er alene på rækkens topscorerliste. Hurtigt og elegant nærmest sugede hun bolden til sig, inden hun med løftet knæ dirigerede den ind over målstregen.
Anden halvleg blev også en lidet rodet affære, hvor der var optræk til chancer i begge ender, men uden et endeligt output. Hvad der længe lignede en pointdeling i Nordjylland endte trods alt med et nederlag til HB Køge, da værterne fik tilkendt et straffespark, som blev hurtigt eksekveret af den nykronede Årets Spiller i Gjensidige Kvindeligaen, Emma Snerle. De sidste minutter kæmpede holdet, hvad de havde lært, men måtte tage fra Hjørring med et 1-2-nederlag og en førsteplads i grundspillet i bagagen.
Fortuna Hjørring – HB Køge // 2-1
1-0 // Sara Thrige (14. minut)
1-1 // Kyra Carusa (39. minut)
2-1 // Emma Snerle (90. minut)
HB Køges startopstilling:
Kaylan Marckese
Isabella Obaze
Selma Svendsen
Laura Guldbjerg-Pedersen
Silke Bonnén
Lærke Niklasson
Cecilie Buchberg
Kelly Fitzgerald
Maddie Pokorny
Kyra Carusa (anfører)
Stephanie Ribeiro
Udskiftninger:
Fatima El-Foul ind // Lærke Niklasson ud (46. minut)
Rosa Horskjær ind // Stephanie Ribeiro ud (65. minut)
Nadja Brahe Andersen ind // Maddie Pokorny ud (73. minut)