FC Fredericia tilføjede søndag eftermiddag HB Køge et sjældent nederlag, da Thomas Thomasbergs mandskab scorede to gange efter pausen og vandt med 2-0.
HB Køge var uden holdets normale anfører Thomas G. Christensen, der måtte sidde ude med sygdom. I hans sted var Nicolaj Madsen tilbage på den centrale midtbane efter overstået karantæne, mens Søren Nielsen gled ned som højre back. Midterforsvaret bestod af Stefan Hansen og Thomas Sørensen, der bar anførerbindet i TC’s fravær.
Auris tropper kom bedste fra start, og allerede efter tre minutter var Simon Christoffersen tæt på med hovedet, efter et fint indlæg fra Lasse Kronborg. HB Køge sad i kampens første 25 minutter solidt på spillet, og fik lagt et godt pres mod hjemmeholdets mål, uden at det dog blev til de helt store muligheder. Fredericia kom frem til et par halve kontrachancer, mens Jude Nworuh omkring den halve time slap forbi Thomas Sørensen, men hjemmeholdets angriber sparkede lige forbi mål.
HB Køge overtog igen momentum i de sidste otte minutter af første halvleg. Først sparkede Lasse Kronborg et frispark tæt forbi mål, og i første halvlegs sidste spilleminut bragede Simon Christoffersen bolden over efter at Nicolaj Madsen smart var hoppet over Marcel Rømers indlæg.
Anden halvleg startede stille og roligt, men efter seks minutter måtte Morten H. Jensen vise sine evner, da han kom først på bolden, da en FCF-spiller blev stukket i dybden. God redning af keeperen.
Med 59 minutter spillet kom kampens første scoring, da hjemmeholdet lykkedes med at spille sig igennem HB Køges venstreside, hvorefter Henrik Smedegaard med et godt spark, sendte sit hold i front.
Bare minuttet senere var Marcel Rømer tæt på at få udlignet, men Jens Rinke i Fredericia-målet fik reddet den store mulighed.
Efter hjemmeholdets føringsmål begyndte HB Køge i hård modvind at presse på for en udligning, men der mangler skarphed i indlæggene, og Fredericia kommer til kontrachancer. Med tretten minutter igen gik HB Køge over til kun at spille med tre forsvarere da Marco Agger blev sendt på banen i stedet for Stefan Hansen, og efter fem minutter på banen forsøgte Agger sig med et lob, som dog røg lige over målet. Kort forinden var Lasse Kronborg tæt på med et skud der blev rettet af, men en heldig redning i den situation forhindrede en HBK-scoring.
Med syv minutter tilbage var det igen tæt på en udligning, men Bo Storm kunne se sin afslutning ramme overliggeren, og i stedet for en udligning, så havde Fredericia held til at udnytte HB Køges offensive satsning, og to minutter før tid lukkede Morten Friis kampen, da Fredericia satte et indgreb ind over venstrekanten afsluttende med et boldløft ind over Morten H. Jensen.
HB Køges næste kamp spilles på fredag den 13. maj kl. 19.00 på hjemmebane mod Akademisk Boldklub. Husk i den forbindelse den store forårsfest i Herfølge-Hallen fra kl. 17.00. Læs meget mere her.
Mål
1-0 // Henrik Smedegaard (59.)
2-0 // Morten Friis (88.)
Advarsler, HB Køge
Andreas Sørensen og Thomas Sørensen
HB Køges startopstilling
Morten H. Jensen
Søren Nielsen
Thomas Sørensen
Stefan Hansen
Andreas Sørensen
Fabinho
Lasse Kronborg
Nicolaj Madsen
Martin Christensen
Marcel Rømer
Simon Makienok Christoffersen
Udskiftninger
Bo Storm ind // Fabinho ud (46.)
Marco Agger ind // Stefan Hansen ud (77.)
Tilskuertal
869 tilskuere på Monjasa Park