HB Køge spillede sig tirsdag aften sikkert videre til 3. runde af DBU Pokalen da man på udebane slog det hårdt kæmpende Sjællandsseriemandskab Frederikssund med 6-2 efter 2-1 ved pausen.
Cheftræner Henrik Pedersen gav debut til to spillere fra starten af kampen, amerikanske Adam Bedell og brasilianske Caion, og begge leverede et fint indtryk i deres første optræden for HB Køge og begge kom på måltavlen undervejs i kampen, hvor der aldrig for alvor var tvivl om resultatet.
Opgøret var nemlig blot seks minutter gammel da Kristoffer Munksgaard bragte HB Køge i front på et godt sparket frispark. Og et kvarter senere blev det 2-0 da Adam Bedell udnyttede Munksgaards fine frispilning til at score sit første mål for HB Køge.
Der havde indtil da stået HB Køge på det meste, men på hjemmeholdets første angreb fik de unge Frederikssundspillere sendt en reducering i nettet til 1-2. En stilling der holdt til pausen.
Fra anden halvlegs start skulle der kun gå blot halvandet minut før HB Køge øgede føringen. Efter fine kombinationer blev læderkuglen sendt på tværs af Frederikssundfeltet, hvor HB Køges midterforsvarer Søren Henriksen let kunne sende bolden i mål til sin anden scoring i HB Køge-trøjen.
Frederikssund fik ti minutter efter pausen en gylden mulighed for at reducere til 2-3 på et straffespark, men Frederik Hansen i HB Køges mål reddede forsøget fra ellevemeterpletten.
Tyve minutter før tid kom der igen gang i målscoringen. Adam Bedell scorede to mål på to minutter. Først efter fornemt forarbejde af Caion og siden efter en frispilning fra indskiftede Sami Kamel. Hattrick af debutanten Adam Bedell.
Frederikssund fik reduceret til 2-5, men to minutter før tid lukkede og slukkede Caion pokalopgøret med sin fine scoring til 6-2.
Mål
0-1 // Kristoffer Munksgaard (6.)
0-2 // Adam Bedell (20.)
1-2 // Jonas Kirchmann (25.)
1-3 // Søren Henriksen (47.)
1-4 // Adam Bedell (72.)
1-5 // Adam Bedell (74.)
2-5 // Christian Helev (84.)
2-6 // Caion (88.)
Advarsler, HB Køge
Søren Henriksen og Caion
HB Køges startopstilling
Frederik Hansen
Daniel Arrocha
Søren Henriksen
Tobias Øster
Kristian Pedersen
Brandão
Sylvester Seeger-Hansen
Mikkel Wohlgemuth
Kristoffer Munksgaard
Caion (debut)
Adam Bedell (debut)
Udskiftninger
Mark Gundelach ind // Kristian Pedersen ud (58.)
Sami Kamel ind // Brandão ud (63.)
Jacob Pind ind // Søren Henriksen ud (80.)
Tilskuertal
597 tilskuere på Frederikssund Stadion