shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Fremad Amager – HB Køge

Fremad Amager 1 - 2 HB Køge
06 aug 2017

HB Køge fik sæsonens første sejr – i andet forsøg – da holdet på udebane i Sundby Idrætspark vandt med 2-1 over Fremad Amager.

 

Solen skinnede, men en voldsom blæst på langs af banen gjorde det svært for de to hold at få spillet sig frem til chancer i første halvleg. HB Køge havde vinden i ryggen, men afleveringerne fremad banen fik lidt for ofte for meget fart, mens Fremad Amager i modsatte ende havde svært ved at spille sig igennem HB Køges defensiv, der stod godt på banen.

 

Efter 37 minutter kom kampens første store chance, men i skudøjeblikket på sin halve friløber blev Martin Koch Helsted tacklet, og Fremad Amager fik afværget.

 

I anden halvleg var det hjemmeholdet, der havde vinden i ryggen, og seks minutter efter pausen fik de tilkendt et frispark, som den tidligere HB Køgespiller Sebastian Andersen sparkede mod Andreas Hansens mål. HBK-keeperen reddede dog i fin stil. Kort efter fik hjemmeholdet straffespark, og her kunne Andreas Hansen ikke stille noget op.

 

Få minutter efter scoringen testede Kristian Andersen Fremad Amagers keeper med et godt langskud, som dog blev reddet flot.

 

En halv time før tid kom svenske Erik Törnros på banen, og ti minutter senere sparkede han HB Køge tilbage i kampen med et flot frispark helt ude ved nærmeste stolpe. Flot scoring. Hans første mål for HB Køge i sin blot anden kamp.

 

Men det skulle blive bedre endnu for HB Køge. Fem minutter før tid slog HB Køge igen til. En tværbold gennem feltet endte for fødderne af Malte Amundsen, der knastørt sparkede HB Køge foran. En vigtig scoring af den unge venstreback. Flere scoringer kom der ikke i kampen, og dermed kunne HB Køge til slut juble over de tre point sammen med de medrejsende fans, der ydede flot support gennem hele kampen. Tak for det!

 

HB Køges næste optræden er i midtugen, hvor HB Køge på udebane møder Herlufsholm i DBU Pokalen.

Fremad Amager – HB Køge // 1 – 2

1-0 // Olcay Senoglu, straffespark (53.)

1-1 // Erik Törnros (72.)

1-2 // Malte Amundsen (85.)

 

HB Køges startopstilling

Andreas Hansen

Mark Gundelach

Jean Claude Bozga

Daniel Arrocha

Malte Amundsen

Lee Rochester

Mikkel Wohlgemuth

Henrik Madsen

Alexander Bah

Kristian Andersen

Martin Koch Helsted

 

Udskiftninger

Erik Törnros ind // Kristian Andersen ud (62.)

Magnus Häuser ind // Lee Rochester ud (86.)

 

Tilskuertal

Ca. 1200 tilskuere i Sundby Idrætspark