Gud hvor er et træner job et af de mest komplicerede lederjob man kan bestride. For ganske få måneder siden høstede Auri Skarbalius frugten af det gode og målrettede arbejde, hvilket han har hovedansvaret for.
Takken var en fortjent oprykning, men samtidig også indledningen til en såkaldt rusketur, hvor alle ens holdninger til spillet og de indbyggede automatikker, lagt i spillerne over lange tider, bliver alvorligt udfordret.
Dagens kamp var – som i sidste uge – et skoleeksempel på, hvorfor det er så forbistret svært at rykke det sidste niveau op i de danske fodboldrækker.
Således var det – modsat et i sidste uge mere afventende FCK mandskab – et betydeligt mere aggressivt Aab hold, der som en anden Mike Tyson væltede ud fra ringhjørnet og helt regulært tildelte HB Køge tre knaldhårde slag til kæben indenfor fem minutter. Femte, syvende og tiende minut bød på regulære perler af scoringer. Det må blankt erkendes.
Arbejdsmetoden var giftige dybdestikninger mod det centrale forsvar, som ikke var aggressive nok. Og det var forbistret effektivt.
Forskellen var kort og godt for radikal mellem det at være oprykker og et hold, som indtil for nylig var godt gående internationalt. Stort set alle bold tab førte til et hurtigt dybdestød mod centralforsvaret og det sved.
HB Køges spillere kæmpede vel endnu mere dedikeret end i 95% af alle 1. divisionskampene, men det tager lang tid at kunne agere ligeså hurtigt i spil og tankegang som Superligaveteraner nu engang gør.
Derfor kom der heller ikke bid i de gode tiltag, der forsøgtes igangsat af bl.a. Toft, Seb og HBKs bedste, Fabinho.
Første halvleg bød på to Aab skud på stolperne, og desværre blev det også til 0 – 4 i 40. minut.
Forfra i 2. halvleg
De nye 45 minutter bød på et dekret fra Auri om, at ‘starte som ved 0-0’ – altså på en frisk, hvilket bestemt også bød på en kick-start med bål og brand. Med to minutter spillet var der også noteret to hurtige raids og alle tre kæder forskudt betydeligt længere frem på banen.
Med Kenneth Sørensens og Robertos indskiften kom der mere dynamik i kæderne, og det blev da også til et virkelig godt angreb af Fabinho, som dermed også manifesterede, at det er spillere med speed, der har mulighederne for at ryste et fjendligt forsvar.
Men som kampen skred frem viste det sig umuligt at bryde endeligt igennem, og med et træt HB Køge hold med blot 10 mand det sidste kvarter (Toft udgik skadet og der var ikke flere indskiftere) sluttede kampen da også med endnu et skud på træværket og en 2. bold sejlende ind i netmaskerne til 0 – 5.
Lærepengene er dyre, javist. Holdet får skrammer.
Men med justeringer i spilkonceptet vil holdet gradvist tilpasse sig.
Næste kamp. En uge fra nu – AGF i Århus.
Mål
0-1 // Jeppe Curth (5.)
0-2 // Ronnie Schwartz (7.)
0-3 // Andreas Johansson (10.)
0-4 // Kjetil Wæhler (41.)
0-5 // Daniel Fredheim Holm (82.)
Advarsler
Nicolaj Madsen og Søren Nielsen, HB Køge
Kjetil Wæhler og Patrick Kristensen, AaB
HB Køges startopstilling
Lars Bjerring
Thomas Sørensen
Thomas G. Christensen
Mikkel Christoffersen
Morten Nielsen
Fabinho da Silva
Lasse Kronborg
Nicolaj Madsen
Sebastian Andersen
Emmanuel Ake
Henrik Toft
Udskiftninger
Søren Nielsen ind // Lasse Kronborg ud (38.)
Kenneth Sørensen ind // Emmanuel Ake ud (45.)
Roberto Saraiva ind // Sebastian Andersen ud (62.)
Tilskuertal
2.693 tilskuere på SEAS-NVE Park