shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge – AB

HB Køge 1 - 0 AB
27 okt 2013

HB Køge hentede søndag eftermiddag sejr nummer to i træk da man hjemme på SEAS-NVE Park besejrede AB Gladsaxe med 1-0. Kampens enlige mål faldt allerede efter tre minutter.

 

Skarpretter var topscorer Jeppe Kjær, der iskoldt udnyttede Simon Richters fine, dybe pasning til at sende bolden ind bag Kim Drejs i AB-målet.

 

Det hurtige mål lovede godt for de 1.098 tilskuere, der havde trodset regn og blæst og fundet sig til rette på stadion, men vind- og vejrforhold gjorde det svært for de to hold at spille flot og poleret fodbold, og ingen af holdene evnede sådan for alvor til tilspille sig et egentligt overtag.

 

Det var derfor også småt med de åbne og helt store målchancer, men omkring den halve time kom der et par fine chancer til begge mandskaber, uden at det dog førte til yderligere scoringer.

 

Efter pausen lagde AB aggressivt ud med højt presspil, der tydeligvis frustrerede HB Køge i opspillet. Det førte også til et par muligheder og indlæg i løbet af halvlegens første kvarter, men eneste reelle afslutninger i den periode røg begge forbi Frederik Dues mål.

 

Som halvlegen skred frem satsede AB mere fremad banen, mens HB Køge til gengæld fik indtil flere kontraløb, hvor føringen sagtens kunne have været udbygget. I kampens sidste fase var der således chancer til både Lee Rochester, Anders Kaagh, Philip Zinckernagel og Jeppe Kjær, men skarpheden og AB-keeper Kim Drejs holdt HB Køge fra yderligere scoringer.

 

Den manglende effektivitet gjorde det til en hektisk slutfase, hvor gæsterne, der på dette tidspunkt blot var ti mand, blev ved med at smide lange bolde frem mod HB Køges defensiv. Her var der dog fuldstændig styr på duellerne og rigtig farligt blev det sjældent.

 

HB Køge holdt nullet og tog sejr nummer to i træk. En sejr der sender HB Køge op på rækkens femteplads – blot to point efter AC Horsens på den oprykningsgivende andenplads, og fire point foran næste uges modstander, Silkeborg, der dog har spillet en kamp mindre i en utrolig tæt NordicBet Liga.

 

Mål

1-0 // Jeppe Kjær (3.)

 

Udvisning

Mads Ibenfeldt (73.)

 

Advarsler, HB Køge

Lee Rochester, Morten Karlsen og Simon Richter

 

HB Køges startopstilling

Frederik Due

Simon Richter

Søren Henriksen

Eddi Gomes

Anders Nielsen

Lee Rochester Sørensen

Vito Hammershøy-Mistrati

Morten Karlsen

Philip Zinckernagel

Anders Kaagh

Jeppe Kjær

 

Udskiftninger

Jannik Skov Hansen ind // Lee Rochester Sørensen ud (76.)

 

Tilskuertal

1.098 tilskuere på SEAS-NVE Park

 

KampPartner

Danske Bank