For at slå det fast en gang for alle så er det altså ikke fordi HB Køge ikke vil score mål at de nu har spillet to kampe i træk uden at formå at få prikket bolden over stregen.
Indstillingen og intentionerne til at give tilskuerne en lækker fredag aften i september, en sejr og en god oplevelse i nævnte rækkefølge, er der helt bestemt. Det som manglede i kampen mod AB var den sidste aflevering og derefter en kynisme til bare at score. Det samme kan man sikkert sige om kampen mod FC Fredericia som også sluttede uden mål. Spillerne tænker også offensivt og er i den grad målsøgende, og det kan ikke vare længe før heldet tipper bare en lille smule til HB Køges fordel. Så kommer sejrene – i stedet for kun et point på kontoen.
Men bolden kom faktisk i mål. Allerede det andet minut lykkedes det HB Køge at få bolden over stregen, men dommeren annullerede målet på grund af et frispark. Det var sikkert korrekt.
Resten af halvlegen bølgede spillet frem og tilbage uden nogle af holdene for alvor kom frem til de store målchancer – før til allersidst. Kristian Andersen dribler i venstre side og lægger bolden ind til Brandão som egentlig gør det rigtige og header mod mål, men AB målmanden får fingrene på og bolden forbliver i spil. I overtiden stiller Kristian Andersen – igen – bolden til Bruninho der skyder lige forbi.
I halvlegen har HB Køge spillerne fået besked på at sætte tempoet i afleveringerne op og det betød en voldsom HB Køge dominans. AB blev presset bagud og stod flere gange med en kæde i målfeltet og den anden 3-5 meter foran straffesparksfeltet. Det var lige ved at give pote allerede i første angreb. Philip Zinckernagel stikkes i dybden men han kommer for langt ud i højre side og selvom hans afslutning har kvalitet, så er vinklen for spids.
Efter 59 minutter var der en af de situationer hvor der enten kunne dømmes straffe eller advarsel for film. Dommeren valgte det sidste og gav Bruninho en advarsel.
AB var efterhånden godt tilfreds med det ene point og “levede” på hurtige kontraangreb, men rigtig farlige blev de ikke. Dertil er HB Køge forsvaret efterhånden kittet for godt sammen med Luka Bogdan og Alexander Ludwig som de to omdrejningspunkter.
Som det er kotyme i HB Køges kampe intensiveres HB Køges dominans mod slutningen. HB Køges spillestil stresser modstanderne og efterhånden ebber deres kræfter ud. Det gjorde de også for AB. Efter 79 minutter får Bruninho og Nikolaj Hansen i fællesskab skabt en chance som Bruninho tørt hugger til, men reddes af målmanden. Brandão har også sine chancer. Enten skabt selv eller ved at løbe i dybden, men denne gang var heldet ikke med ham.
Kampen slutter med at en af lysmasterne slukker. Det kunne der være noget symbolsk i, og på det sidste HB Køge frispark lykkes det ikke at komme til en afslutning og kampen fløjtes af umiddelbart efter.
Tilskuerne forlod stadion med en lidt flad fornemmelse. Skulle der have været en vinder burde det have været HB Køge, men scorer man ikke på sine chancer skal man være glad for ens eget forsvar og at man så i det mindste får et point.
HB Køge møder Næsby i DBU Pokalen, på onsdag den 24. september allerede kl. 16.30 i Næsby.
Mål
Ingen
Advarsler, HB Køge
Anders Nielsen og Bruninho
HB Køges startopstilling
Frederik Due
Casper Grønn
Luka Bogdan
Alexander Ludwig
Anders Nielsen
Bruninho
Sylvester Seeger-Hansen
Daniel Arrocha
Kristian Andersen
Philip Zinckernagel
Brandão
Udskiftninger
Nikolaj Hansen ind // Sylvester Seeger-Hansen ud (68.)
Søren Henriksen ind // Daniel Arrocha ud (80.)
Justin Shaibu ind // Kristian Andersen ud (86.)
Tilskuertal
1.121 tilskuere på SEAS-NVE Park