shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge – AB

HB Køge 2 - 2 AB
13 maj 2011

1.641 tilskuere havde fredag aften fundet vej til SEAS-NVE Park i Herfølge, hvor AB lagde vejen forbi. I HBK-lejren var man fra start opsatte på at vaske 0-4-pletten fra efterårets møde væk, og fra starten af kampen lagde Auris spillere også godt ud. HB Køge spillede bolden fint rundt og kom frem til et par gode chancer. Blandt efter da Lasse Kronborg efter et kvarter sparkede bolden på indersiden af stolpen efter en frispark.

 

Bare fire minutter senere var Kronborg manden der lagde et frispark perfekt ind i panden på Simon Makienok Christoffersen, der med sin femtende sæsonscoring fortjent bragte HB Køge på 1-0. En flot og vigtig scoring i HB Køges bestræbelser på at sikre Superligabilletten.

 

Scoringen så dog ud til at blive en sovepude for Auris spillere, der pludeselig fik svært ved at ramme hinanden, og i stedet lod AB komme godt med i kampen, og efter 34 minutter kunne AB-anfører ganske upresset fra 25 meter sparke bolden ind bag Morten H. Jensen i HBK-målet. Det til trods for at AB bare seks minutter tidligere var blevet reduceret til ti mand, da Thomas Asmussen var blevet præsenteret for sit andet gule kort, der dermed var blevet vekslet til et rødt et af slagsen.

 

Efter pausen chokerede gæsternes ti mand igen. Et HBK-opspil blev brudt på midten af banen og femten sekunder senere havde indskiftede Daniel Pedersen bragt sit hold foran 2-1. En scoring der tydeligt rystede HB Køges spillere, der i den efterfølgende periode havde bolden meget, men uden dog for alvor at blive farlige foran AB-keeper Waltorps mål.

 

En mand der altid er farlig er dog Simon Makienok Christoffersen og med tyve minutter igen var han køligheden selv da Martin “Polle” Christensen lagde bolden ind til ham i den bageste del af feltet. HBK-topscoreren tæmmede bolden med brystet, lod den hoppe en enkelt gang for derefter at knalde læderkuglen op i hjørnet til stor jubel for tilskuerne.

2-2-scoringen vækkede i den grad HB Køge, der nu for alvor fik gang i kombinationerne og de lange sideskift, og i kampens sidste tyve minutter bølgede det ene angreb efter det andet frem mod AB-målet. En forløsende scoring blev det dog ikke til selvom både Simon Makienok Christoffersen og Martin Christensen forsøgte sig med kvalificerede afslutninger, og dermed kan HB Køge altså sætte endnu et point ind på scoreboardet før de sidste tre spillerunder. Tre spillerunder der byder på udekampe mod Skive og FC Fyn, inden sæsonen sluttes af med en hjemmekamp mod oprykkerne fra AGF søndag den 29. maj.

 

Mål

1-0 // Simon Makienok Christoffersen (19.)
1-1 // Klaus Lykke (34.)

1-2 // Daniel Pedersen (50.)

2-2 // Simon Makienok Christoffersen (71.)

 

Advarlser, HB Køge

Nicolaj Madsen og Marcel Rømer

 

Udvisning

Thomas Asmussen, AB (27.)

 

HB Køges startopstilling

Morten H. Jensen

Søren Nielsen

Thomas G. Christensen

Stefan Hansen

Thomas Sørensen

Bo Storm

Lasse Kronborg

Nicolaj Madsen

Martin Christensen

Marcel Rømer

Simon Makienok Christoffersen

 

Udskiftninger

Ingen

 

Tilskuertal

1.641 tilskuere på SEAS-NVE Park