HB Køge og AC Horsens tørnede søndag eftermiddag sammen på SEAS-NVE Park, hvor 1.304 tilskuere blev vidner til en – set over hele kampen – jævnbyrdig forestilling med masser af intensitet og bid i tacklingerne.
De to hold stod godt til hinanden, men formåede i store dele af kampen effektivt at få lukket ned for hinandens offensive indslag, men enkelte chancer var der undervejs. I første halvleg var HB Køge tæt på et par gange. Især et par knivskarpe hjørnespark skabte problemer for Horsens-defensiven, men bolden ville ikke ind.
I den anden ende stod HB Køges defensiv igen godt, og det var småt med oplagte muligheder til gæsterne. I første halvlegs sidste ti minutter overtog AC Horsens dog dirigentstokken, men Frederik Due var en sikker sidste skanse når afslutningerne sad inden for målrammen og når indlæggene blev sendt ind i feltet.
Gæsterne kom også bedst fra start efter pausen, men stille og roligt fik HB Køge arbejdet sig ind i kampen, og presspillet begyndte at fungere, hvilket igen gjorde kampen til en lige forestilling med masser af nærkampe og duelspil midt på banen.
Afslutninger var der også flere af. Delphin Tshiembe skød forbi efter et fint opbygget angreb, Jeppe Kjær måtte se sin afslutning halvklaret og indskiftede Sebastian Krogdahl nåede lige præcis ikke frem til den efterfølgende returbold. Episoder der alligevel skabte optimisme og tro på tingene – både hos spillerne, men i lige så høj grad hos tilskuerne, der nok en gang leverede en fremragende opbakning til Per Frandsens tropper.
Da kampen gik ind i sin absolut sidste fase sad man med fornemmelsen af, at kampen kunne tippe begge veje. HB Køge forsøgte med det opbyggende spil, mens Horsens forsøgte med hurtige og direkte omstillinger, som HB Køges defensiv dog havde godt styr på.
Tre minutter før tid faldt afgørelsen.
Jeppe Kjær blev flot spillet helt alene igennem og ansigt til ansigt med Thomas Villadsen i Horsens-målet svigtede Kjær ikke. Et par finurlige træk og en frækt lob var alt der skulle til for at Kjær kunne bringe HB Køge foran 1-0. Flot mål og vild jubel blandt både spillere og tilskuere.
Gæsterne formåede aldrig at komme tilbage i kampen og efter næsten fem minutters overtid kunne jublen for alvor bryde løs da kampens dommer lod fløjten lyde for sidste gang.
HB Køges næste kamp i NordicBet Ligaen spilles mandag den 9. september kl. 19.00 mod rækkens tophold Hobro.
Mål
1-0 // Jeppe Kjær (86.)
Advarsler, HB Køge
Søren Henriksen, Simon Richter og Jeppe Kjær
HB Køges startopstilling
Frederik Due
Simon Richter
Søren Henriksen
Eddi Gomes
Thobias Ndungu
Lee Rochester Sørensen
Marcel Rømer
Morten Karlsen
Delphin Tshiembe
Philip Zinckernagel
Jeppe Kjær
Udskiftninger
Vito Hammershøy-Mistrati ind // Philip Zinckernagel ud
Sebastian Krogdahl ind // Delphin Tshiembe ud
Anders Kaagh ind // Jeppe Kjær ud
Tilskuertal
1.304 tilskuere på SEAS-NVE Park