1.072 tilskuere havde sent torsdag aften fundet vej til Herfølge Stadion, hvor Superligaaspiranterne fra AGF, der er rækkens mest formstærke hold, lagde vejen forbi.
Gæsterne fra AGF kom bedst ud af starthullerne og otte minutter inde i opgøret kom de frem til opgørets første målchance. Frederik Due var dog vågen og fik reddet forsøget.
HB Køge kom stille og roligt bedre med i kampen, og da der var spillet små femten minutter på Herfølge Stadion brændte det ved et par lejligheder på foran Steffen Rasmussens AGF-mål. Først fik AGF-keeperen blokeret for Zinckernagels afslutning, og ganske kort efter var det et hovedstød efter et Kristian Andersen-hjørnespark, der var tæt på at give HB Køge føringen.
Det blev dog AGF der slog til i den anden ende da Stephan Petersen fra sin position på kanten trak ind i banen og fyrede kanonen af. Bolden kilede sig ind ved nærmeste stolpe helt uden chance for Frederik Due.
Det var to mandskaber, der stod godt til hinanden denne torsdag aften, og de betød også, at ingen af holdene væltede sig i målchancer. Det lykkedes dog for gæsterne fra AGF at øge føringen netop som første halvleg gik ind i overtiden. Jesper Lange sparkede, Due halvklarede og 1. Divisionstopscorer Mate Vadsatze var først over returen som han sparkede sikkert i nettet.
Ærgerlig scoring på et ærgerligt tidspunkt. 0-1 ved pausen havde selvsagt været bedre end 0-2. Det var derfor op ad bakke for HB Køge efter pausen mod et AGF-hold, der ikke satsede unødigt offensivt og dermed ikke efterlod mange åbninger i deres stærke defensiv.
Fem minutter før tid lykkedes det dog alligevel for HB Køge at få sparket lidt spænding ind i opgøret. En bold henover AGF-forsvaret fra Bruninho endte hos landsmanden Brandão, der rundede Steffen Rasmussen og sparkede bolden i nettet.
I kampens afslutning forsøgte HB Køge at etablere et pres, men det blev ikke for alvor farligt, og derfor kunne AGF vende hjem mod det jyske med alle tre point.
HB Køge skal i aktion igen allerede på søndag den 19. april, hvor AB Gladsaxe gæster Herfølge Stadion.
HB Køge – AGF // 1 – 2
0-1 // Stephan Petersen (23.)
0-2 // Mate Vatsadze (45.)
1-2 // Brandão (86.)
Advarsler, HB Køge
Brandão og Radanfah Abu Bakr
HB Køges startopstilling
Frederik Due
Delphin Tshiembe
Søren Henriksen
Radanfah Abu Bakr
Kristian Pedersen
Bruninho
Rasmus Nielsen
Kristian Andersen
Alexander Ludwig
Philip Zinckernagel
Brandão
Udskiftninger
Daniel Arrocha ind // Alexander Ludwig ud (46.)
Sylvester Seeger-Hansen ind // Rasmus Nielsen ud (70.)
Kristoffer Munksgaard ind // Kristian Andersen ud (78.)
Tilskuertal
1.072 tilskuere på Herfølge Stadion