HB Køge vandt søndag eftermiddag fortjent over Brabrand IF, og er dermed tilbage på sejrssporet i NordicBet LIGAEN.
Henrik Lehms mandskab kom stærkt ud af starthullerne, og efter blot seks minutter kom føringsmålet, da topscorer Martin Koch Helsted scorede iskoldt på et straffespark, der blev dømt efter at en Brabrandforsvarer havde hånd på bolden i feltet.
Allerede inden scoringen havde Lee Rochester forsøgt sig, og inden der var spillet et kvarter havde også Kristian Andersen været tæt på med et frispark, der desværre ramte overliggeren.
Bolden var gennem hele kampen mest på HB Køge-fødder, men det var svære forhold for de 22 aktører på banen. Vind og vejr og en tung bane gjorde det svært at få spillet til at flyde ordentligt, men HB Køge mestrede den disciplin bedst, og det blev kun sjældent farligt foran Andreas Hansens mål.
Efter pausen var billedet det samme, selvom Brabrand, der nu havde vinden i ryggen, kom lidt længere frem på banen. HB Køges defensiv stod dog godt og afviste de mange lange bolde, der blev sendt fremad banen, og kun en enkelt gang måtte Andreas Hansen vise klassen med en glimrende redning.
I den anden ende var der chancer til mere. Ti minutter efter pausen bankede Henrik Madsen bolden snert forbi mål, og senere i halvlegen var der gode muligheden til Lee Rochester, Alexander Bah og indskiftede Erik Törnros. Der kom dog ikke yderligere scoringer i kampen, og derfor kunne HB Køge sætte tre point ind på kontoen.
Næste hjemmekamp spilles allerede på søndag den 5. november, hvor Fremad Amager kommer på besøg på Castus Park.
HB Køge – Brabrand // 1 – 0
1-0 // Martin Koch Helsted (6.)
Advarsler, HB Køge
Jean Claude Bozga, Erik Törnros og Henrik Madsen
HB Køges startopstilling
Andreas Hansen
Mark Gundelach
Jean Claude Bozga
Daniel Arrocha
Malte Amundsen
Lee Rochester
Mikkel Wohlgemuth
Kristian Andersen
Henrik Madsen
Alexander Bah
Martin Koch Helsted
Udskiftninger
Erik Törnros ind // Kristian Andersen ud (70.)
Magnus Häuser ind // Alexander Bah ud (90.)
Tilskuertal
622 tilskuere på Castus Park