Capelli Sport - HB Køge partner
shopping-bag 1
Items : 1
Subtotal : 125 kr.
View Cart Check Out

HB Køge – Brøndby

HB Køge 5 - 0 Brøndby Women
11 okt 2020 - 14:00Capelli Sport Stadion

”That’s the way I like it”.

KC and the Sunshine Bands hit fra 1975, rungede over Capelli Sport Stadion i Køge søndag eftermiddag.

Det var HB Køges ukuelige kvindehold i Gjensidige Kvindeliga der ikke færre end fem gange fik sat gang i denne melodi i topopgøret mod Brøndby IFs mesterskabsfavoritter og inden kampen ubesejrede mandskab.

Det var ganske enkelt fodbold når det er bedst det HB Køge leverede denne pragtfulde efterårssøndag.

HB Køge satte sig straks fra start på kampen med tætte markeringer af modstanderen, bidende tacklinger, flotte angreb, flotte enkeltmandspræstationer, altsammen gennemført i et hæsblæsende tempo og frem for alt – blev det hele krydret med fem forrygende mål, som i denne kamp fik det ellers så sejrsvante hold fra Vestegnen til at ligne et ganske ordinært hold.

Brøndby IF var med i kampens første minutter hvor HB Køges keeper Stina Lykke en enkelt gang kom i aktion på et hovedstød i det 3. minut – men herfra var det HB Køge der svingede dirigentstokken. Brøndby IF fik ikke et ben til jorden i HB Køges ”overfaldsfodbold” – og allerede efter 10 minutter havde HB Køge tilspillet sig et par gode muligheder for at bringe sig foran.

Der skulle dog gå 21 minutter før der blev prikket hul på bylden. I et af de hurtige opspil i HB Køges højre side fandt Julie Nowak med en perfekt aflevering Kyra Carusa der sagde tak ved at passere Brøndby IFs landsholdsmålmand Katrine Abel. 1-0. Festen var for alvor i gang.

Herefter havde hjemmeholdet flere muligheder for at fordoble føringen – den kom i det 37. minut på et af HB Køges mærkevarer – kontraangreb. Efter en periode med lidt Brøndby-dominans fik Kelly Fitzgerald erobret bolden ved midterlinjen, og med en følt, dyb aflevering fandt hun lynhurtige Kyra Carusa der satte turboen på og sprintede ind i feltet, forbi en Brøndby-forsvarer for til sidst med et velplaceret skud at bringe HB Køge på pauseføringen 2-0.

Brøndby IF kom ud til anden halvleg med en plan om at få skaffet en hurtig reducering som måske kunne ryste HB Køge, og chancen bød sig efter seks minutter, men rutinerede Stina Lykke, som afløste den knæskadede Emily Boyd, kom lynhurtigt ud af sit mål og fik afværget situationen,

Fire minutter senere kunne jublen så igen bryde løs blandt de 500 medlevende tilskuere på Capelli Sport Stadion. Madalyn Pokorny tog sig en solotur forbi to-tre Brøndby-forsvarere og fra kanten af straffesparksfeltet placerede hun koldblodigt bolden i det nederste målhjørne til venstre for Brøndby-keeperen. 3-0.

Herfra, og frem til dommer Frida Klarlunds sidste fløjt, var der reelt tale om udspilning af gæsterne, der inden kampen kun havde sat et enkelt point i sæsonen. HB Køge leverede en uimodståelig indsats og i kampens 71. minut afgjorde Madalyn Pokorny definitivt kampen med sit andet mål – og hvilket et af slagsen. Hun fik bolden i højre side, tog et træk ind i straffesparksfeltet og bankede herfra bolden i netmaskerne forbi en chanceløs Katrine Abel. 4-0.

I kampens overtid, 93. minut, blev der sat et effektfuldt og flot, flot punktum på en imponerende fodboldkamp. Lærke Niklasson, der var kommet på banen et lille kvarter tidligere, slap fri og da hun ikke havde nogen medspillere at aflevere til tog hun, med et par modstandere halsende efter sig, sagen i egen hånd og med et forrygende flot skud fik hun sendt bolden i fjerneste målhjørne. 5-0. Et minut senere blev kampen fløjtet af og HB Køge spillerne kunne herefter modtage en velfortjent hyldet med taktfaste klapsalver fra et begejstret publikum.

HB Køges niende sejr i træk på hjemmebane var en realitet. En sejr der kun kan give genlyd i dansk kvindefodbold.

Efter kampen valgtes Maddie Pokorny som kampens bedste HB Køge spiller af hovedsponsor Spar Nord Køge.

En helt igennem fantastisk kamp af det unge HB Køge-hold, der denne dag var oppe til en slags eksamen – og må man sige – bestod til allerhøjeste karakter.

Holdet er efter sejren fortsat på andenpladsen i ligaen, nu kun tre points – og med en klart bedre målscore – efter Brøndby IF, der efter kampen fuldt ud respekterede HB Køges sejr.

HB Køges næste kamp i Gjensidige Kvindeligaen er lørdag den 17. oktober kl. 14.00 på udebane mod KoldingQ på Fynske Bank Arena i Kolding.

HB Køge – Brøndbyernes IF // 5 – 0

1-0 // Kyra Carusa (21. min.)

2-0 // Kyra Carusa (37. min.)

3-0 // Maddie Pokorny (56. min.)

4-0 // Maddie Pokorny (71. min.)

5-0 // Lærke Niklasson (93. min.)

HB Køges startopstilling:

Stina Lykke

Maria Uhre Nielsen

Julie Nowak

Amanda Sandell Madsen

Kelly Fitzgerald

Kyra Carusa

Laura Guldbjerg Pedersen

Cecilie Buchberg

Madalyn Pokorny

Makenzy Doniak

Lauren Sajewich

 

Udskiftninger:

Laura Juul Hansen ind // Makenzy Doniak ud (72. min.)
Lærke Niklasson ind // Maddie Pokorny ud (77. min.)
Selma Svendsen ind // Maria Uhre Nielsen ud (88. min.)
Rosa Horskjær ind // Cecilie Buchberg ud (88. min.)

 

500 tilskuere på Capelli Sport Stadion.