shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge – Brønshøj

HB Køge 2 - 0 Brønshøj
21 maj 2014

HB Køge var uden sejr i fem kampe i træk inden holdet onsdag aften mødte formstærke Brønshøj, der stod noteret for ti sejre i holdets seneste elleve kampe.

 

Det var således to hold der formmæssigt befandt sig på to forskellige niveauer, men det var absolut ikke til at se i onsdagens kamp på SEAS-NVE Park.

 

HB Køge lagde således ganske fint ud i kampen med masser af fight og vilje til at arbejde for hinanden og presse boldholderen. Det var efter otte minutter lige ved at give Vito Hammershøy-Mistrati en mulighed, da han var ganske få centimeter fra at opsnappe en løs bold på kanten af Brønshøj-feltet.

 

Det var dog gæsterne der havde kampens første egentlige forsøg, og det var et ganske farligt et af slagsen. Emil Berggren måtte dog se sit hovedstød ramme stolpen.

 

Ganske kort efter var det HB Køges tur til at true Brønshøjs mål da Anders Kaagh fra distancen testede Nicklas Dannevang i målet, og bare et par minutter senere var Jeppe Kjær tæt på at komme igennem. I afslutningsøjeblikket blev bolden dog tacklet til hjørnespark, og her headede Eddi Gomes snert forbi og i samme sekvens var Jeppe Kjær en enkelt skostørrelse fra at kunne prikke bolden i kassen.

Brønshøj bed også fra sig, og midtvejs i første halvleg brændte det på foran Frederik Dues mål, men i situationen headede Jacob Berthelsen på overliggeren.

 

Chancemæssigt stilnede det herefter en smule af. I hvert fald lige indtil Jeppe Kjær få minutter før pausen tog sagen i egen hånd. Kjær snittede med hovedet bolden forbi en forsvarer og satte herefter i fuld sprint mod Brønshøj-målet, og med et flot spark fra distancen sendte HBK-topscoreren bolden forbi en sagesløs Nicklas Dannevang.

 

Efter pausen var der mere fight og flere nærkampe end der var oplagte målchancer. I hvert fald i første del af halvlegen, men med et kvarters tid tilbage kom der lidt action i målfelterne.

 

Først følte gæsterne sig snydt for et straffespark, og kort efter spillede Jeppe Kjær sin angrebskollega Anders Kaagh fri, men en flot redning forhindrede HB Køge i at øge føringen.

 

Det blev dog alligevel 2-0 fem minutter senere da indskiftede Philip Zinckernagel tog et par gode træk på venstrekanten for dernæst at smide et præcis aflevering ind i pandebrasken på en stærkt spillende Sylvester Seeger-Hansen, der efter kampen blev kåret som Man of the Match.

 

Føringen holdt hjem, og det var i slutfasen tættede på 3-0 end på en reducering, og dermed fandt HB Køge tilbage på sporet med en god indsats, der skal følges op i næste kamp; på søndag i Hvidovre.

 

Mål

1-0 // Jeppe Kjær (42.)

2-0 // Sylvester Seeger-Hansen (80.)

 

Advarsler, HB Køge

Daniel Arrocha, Jeppe Kjær, Morten Karlsen, Simon Richter, Nicolai Geertsen og Frederik Due

 

HB Køges startopstilling

Frederik Due

Daniel Arrocha

Nicolai Geertsen

Eddi Gomes

Simon Richter

Vito Hammershøy-Mistrati

Morten Karlsen

Rasmus Nielsen

Sylvester Seeger-Hansen

Jeppe Kjær

Anders Kaagh

 

Udskiftninger

Philip Zinckernagel ind // Vito Hammershøy-Mistrati ud (76.)

Jannik Skov Hansen ind // Jeppe Kjær ud (80.)

 

Tilskuertal

829 tilskuere på SEAS-NVE Park