shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge – F.C. København

HB Køge 2 - 4 F.C. København
07 aug 2011

Over 6.500 tilskuere havde søndag eftermiddag fundet vej til SEAS-NVE Park, hvor HB Køge og F.C. København søndag eftermiddag bød hinanden op til en flot og underholdende fodboldkamp, der havde det hele.

 

Seks mål, to stolpeskud og et brændt straffespark var bare nogle af ingredienserne i kampen mellem HB Køges oprykkere og de danske mestre fra hovedstaden.

 

Det var HB Køge der kom bedst fra start i kampen, og der var bare spillet halvandet minut da lynhurtige Adeola Runsewe sparkede bolden forbi Johan Wiland i FCK-målet, men uheldigvis for Runsewe og HB Køge ramte bolden indersiden af stolpen og røg tilbage i spil.

 

HB Køge spillede i det hele taget frisk til mod de danske mestre, og på den centrale midtbane spillere Marcel Rømer og Nicolaj Madsen en flot kamp og udviste stor selvtillid i alt hvad de foretog sig.

 

Desværre for HB Køge og det talstærke hjemmepublikum var det FCK der kom først på tavlen. Efter tyve minutters spil tilkæmpede københavnernes Pape Pate Diouf sig et hjørnespark, som han efterfølgende selv steg til vejrs og headede ind bag Morten H. Jensen.

 

HB Køge fortsatte dog det optimistiske spil og lod sig ikke skræmme. Heller ikke selvom sidste sæsons Superligatopscorer Dame N’Doye efter en halv time med et kraftfuldt hovedstød headede lige over målet efter et hjørnespark.

 

Pausen benyttede HB Køges cheftræner Auri Skarbalius til at foretage to udskiftninger. Adda Djeziri og Marc Rochester Sørensen afløste Martin Christensen og Lee Rochester Sørensen, og allerede efter to minutter havde førstnævnte en fod med i udligningsmålet. Det var nemlig Adda Djeziri, der gjorde et flot indhop, der satte Bo Storm op til et skud der blev blokeret til hjørnespark. Hjørnesparket tog Storm sig selv af, og ved bageste stolpe kom Andreas Sørensen først til bolden og sparkede udligningen i nettet.

 

Målet gav HB Køge bunker af selvtillid, og holdet fortsatte de optimistiske takter fra første halvleg, men FCK viste igen skarpheden efter en halv times tid da Cesar Santin sparkede bolden forbi en chanceløs Morten H. Jensen.

 

HB Køge forsøgte sig godt fremad banen – noget som også gav FCK chancer i den anden ende. Først var HB Køge dog igen tæt på med et stolpeskud og en efterfølgende afslutning i sidenettet fra Thomas Sørensen.

 

Otte minutter før tid blev der i forbindelse med en af gæsternes farlige situationer taget ulovlige metoder i brug i HB Køges straffesparksfelt, og det gav Dame N’Doye chance fra ellevemeterpletten. Morten H. Jensen havde dog luret N’Doyes skud og fik klaret til hjørnespark.

 

På det efterfølgende hjørnespark viste FCK dog for anden gang i kampen en uhyggelig skarphed på dødboldene. Indskiftede Morten Nordstrand dukkede nemlig op tæt under mål og headede gæsterne på 3-1 med bare otte minutter tilbage.

I samme sekvens blev 18-årige Tobias Thomsen sendt på banen i stedet for Marcel Rømer, og den unge angriber skulle bare bruge et enkelt minut på banen før han iskoldt reducerede til 3-2 og dermed bragte fornyet spænding ind i kampen.

 

I slutminutterne satsede HB Køge alt og i kampens overtid var alle mand – Morten H. Jensen undtaget – med fremme ved et hjørnespark. FCK fik afværget og slog en hurtig kontra. Johan Absalonsen førte bolden frem og spillede uselvisk brasilianske Claudemir fuldstændig fri foran en prisgivet Morten H. Jensen i HBK-målet.

 

Mål

0-1 // Pape Pate Diouf

1-1 // Andreas Sørensen

1-2 // Cesar Santin

1-3 // Morten Nordstrand

2-3 // Tobias Thomsen

2-4 // Claudemir

 

HB Køges startopstilling

Morten H. Jensen

Thomas Sørensen

Thomas G. Christensen

Brad Rusin

Andreas Sørensen

Martin Christensen

Marcel Rømer

Nicolaj Madsen

Adeola Runsewe

Bo Storm

Lee Rochester Sørensen

 

Udskiftninger

Marc Rochester Sørensen ind // Lee Rochester Sørensen ud (46.)

Adda Djeziri ind // Martin Christensen ud (46.)

Tobias Thomsen ind // Marcel Rømer ud (82.)

 

Tilskuertal

6.538 tilskuere på SEAS-NVE Park (klubrekord)