Over 5.000 mennesker var på plads på SEAS-NVE Park i Herfølge da de danske mestre fra F.C. København lagde vejen forbi i Superligaens 26. spillerunde.
En svær opgave for HB Køge, der i sidste uge tankede selvtillid med en flot præstation i 1-1-opgøret på Brøndby Stadion, og som derfor gik på banen med visheden om at man sagtens kunne true F.C. København, hvis man kunne ramme niveauet fra Brøndby-kampen.
HB Køge måtte dog undvære et par profiler i kampen. Thomas Sørensen – spilleren med flest førsteholdskampe for HBK – sad ude med karantæne, mens topscorer Nicolaj Madsen – spilleren med næstflest førsteholdskampe for HBK – plejede en skade som han pådrog sig mod Brøndby.
Allerede efter fem minutter blev det op ad bakke for HB Køge, da en skidt clearing endte hos gæsternes Thomas Kristensen på kanten af feltet. Midtbanespilleren tog chancen og placerede bolden i nettet uden for Morten H. Jensens rækkevidde.
Nede 0-1 mod de danske mestre så det svært ud, og det blev ikke lettere for HBK-mandskabet da Adeola Runsewe en halv time inde i kampen blev udvist efter en batalje med københavnernes Bryan Oviedo.
Gæsterne gjorde det svært for HB Køge, pressede godt og gav ikke boldholderen ro med bolden. HB Køge havde derfor svært ved at true FCK-defensiven.
0-1 holdt til pausen selvom gæsterne havde et par gode muligheder for at øge føringen, men HBK-keeper Morten H. Jensen stod en fin kamp med flere gode redninger.
Det fortsatte han med efter pausen, hvor han flere gange stod i vejen for gæsternes offensiv, men alligevel lykkedes det for FCK at øge føringen. 1-0 blev til 2-0 tretten minutter efter pausen, og fra det 71. spilleminut og frem til to minutter før tid scorede FCK yderligere tre gange og vandt fuldt fortjent mod et HBK-mandskab der kæmpede godt, men som søndag eftermiddag simpelthen var oppe mod en bedre modstander, og med en mand i undertal i en time var det hårde odds.
Enkelte gange var HB Køge fremme og true gæsternes defensiv, men TCs forsøg efter hjørne blev blokeret og Ronnie Bendtsens afslutning blev blokeret til hjørne efter en god tur frem ad banen af venstrebacken.
– Jeg kan ikke andet end at være tilfreds med den indstilling, spillerne viser i dag. De forsøger, og de arbejder så hårdt, de kan. Nogle gange må man tage hatten af for en modstander, der er bedre end en selv – men vi gjorde det ikke nemmere ved at spille med en mand i undertal, sagde Tommy Møller Nielsen efter kampen til den ventende presse.
På torsdag er igen bold på SEAS-NVE Park i Herfølge. Denne gang gælder det semifinalen i DBU Pokalen. Modstanderen er AC Horsens i den første af to semifinalekampe.
Mål
0-1 // Thomas Kristensen
0-2 // Cesar Santin
0-3 // Sølvi Ottesen
0-4 // Mostafa Abdellaoue
0-5 // Pape Pate Diouf
Udvisning
Adeola Runsewe, HBK (31.)
Advarsel, HBK
Stefan Hansen
HB Køges startopstilling
Morten H. Jensen
Andreas Sørensen
Thomas G. Christensen
Stefan Hansen
Ronnie Bendtsen
Adeola Runsewe
Lasse Kronborg
Marcel Rømer
Bo Storm
Marc Rochester Sørensen
Martin Christensen
Udskiftninger
Nikola Saric ind // Martin Christensen ud
Tobias Thomsen ind // Bo Storm ud
Simon Richter ind // Andreas Sørensen ud
Tilskuertal
5.407 tilskuere på SEAS-NVE Park