Capelli Sport - HB Køge partner
shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge – FC Barcelona

HB Køge 0 - 2 FC Barcelona
14 okt 2021 - 18:45

HB Køge leverede pragtpræstation mod europamestrene

Af Per Møller

Capelli Sport Stadion i Køge dannede torsdag aften ramme om et opgør, som næppe mange for bare få måneder siden troede muligt – i UEFA Women Champions League gruppespillet mellem HB Køges forsvarende danske mestre mod de forsvarende Europamestre – selveste FC Barcelona fra Spanien

Og næppe mange fodboldtilhængere i såvel ind- som udland havde givet HB Køge-kvinderne en Kinamands chance for at undgå et stort nederlag mod catalanerne.

I første runde af gruppespillet for to uger siden havde HB Køges CL-debutanter tabt 5-0 på udebane mod TSG 1899 Hoffenheim fra Bundesligaen, mens FC Barcelona hjemme havde besejret Arsenal FC fra Premier League med 4-1.

Men alle havde gjort regnskab uden Kyra Carusa og co. – for HB Køge leverede intet mindre end en fantastisk indsats i samtlige 90 minutter, og specielt i første halvleg leverede Svanerne en indsats, der de næste mange dage vil give genlyd ude i Europa. Holdet formåede at skabe masser af chancer, og samtidigt holde gæsterne fra fadet. Det havde bestemt ikke været ufortjent hvis køgenserne var gået til pausen med en føring på 2-0.

Cheftræner Søren Randa-Boldt havde valgt en solid 5-4-1- opstilling med de lynhurtige Maddie Pokorny og Cecilie Fløe på de to flanker og med Kyra Carusa helt fremme og med Kelly Fitzgerald og Sarah Jankovska på den midterste midtbane.

Og det fungerede rigtigt fint – og gav FC Barcelona uventede store problemer. 

Efter bare 30 sekunder gav køgenserne en prøve på, at de forsvarende europamestre skulle få masser at se til i de første 45 minutter – mere end hvad de sikkert overhovedet i deres vildeste fantasi havde drømt om.

Cecilie Fløe erobrede bolden i venstre side og stak afsted mod baglinjen. Hendes indlæg kom Kyra Carusa først på men forsøget blev afværget af FC Barcelonas-keeperen med en fodparade. Maddie Pokorny fulgte op men hendes forsøg blev afværget til hjørnespark.

En dejlig optimistisk start af HB Køge-holdet og en start der fik det talstærke publikum på 1.930 helt op på dupperne. Og her blev de resten af kampen, og de skabte en fantastisk kulisse om kampen.

Og de medlevende tilskuere skulle få mere at glæde sig over fra det top tændte Køge-hold.

Men inden HB Køge satte FC Barcelona forsvaret på nye prøver, måtte målmand Kaylan Marckese i det 3. minut hive en flot redning ud af ærmet – og minuttet efter skabte et nyt hurtigt HB Køge-angreb en god chance – denne gang til Kyra Carusa, der blev spillet fri af Kelly Fitzgerald. Carusa prøvede at afdrible FC Barcelona-keeperen Sandra Panos, men igen løb chancen ud i sandet. Jo, der var gang i løjerne fra første færd.

Hjemmeholdet fortsatte deres optimistiske spil og der blev skabt flere gode muligheder for at få en sensationel føring – men heldet udeblev og så måtte de to hold gå til pause med 0-0 – men HB Køge-spillerne blev taktfast klappet fra banen af de mange fans, der havde overværet en forrygende underholdende første halvleg.

Kampens udvikling var ikke noget der huede FC Barcelona-træner Jonatan Costas, der valgte at foretage en tre-dobbelt udskiftning i pausen. Om det var det træk eller måske en spansk tordentale i omklædningsrummet der fik et udehold på banen som totalt dominerede anden halvleg – eller måske begyndende træthed hos HB Køge-spillerne der virkeligt havde brændt kræfter af i de første 45 minutter – er ikke til at afgøre. Formentlig en god blanding af disse fakta.

De spanske gæster pressede fra start hjemmeholdet helt i bund og anden halvleg var et langt pres mod HB Køge-målet, hvor Kaylan Marckese flere gange måtte vise sin kunnen – og de bageste tropper virkelig fik noget at se til. Men en fantastisk heroisk indsats holdt FC Barcelona fra at få udbytte af den store dominans før i kampens 62. minut, hvor HB Køge mistede bolden i et opspil – og så gik det stærkt den anden vej. Det udnyttede Barcelonas svenske angriber Fridolina Rolfö til at bringe gæsterne foran – og dermed var det for alvor op ad bakke for køgenserne, der ikke rigtigt længere formåede at skabe muligheder i den anden ende af banen.

FC Barcelona slog sejren på 2-0 fast fire minutter inde i den schweiziske dommer Esther Staublis tillægstid da anfører Kyra Carusa fik væltet en modstander omkuld i det kriminelle felt. Jennifer Hermoso scorede fra 11-meter pletten selvom Kaylan Marckese gik til den rigtige side.

Få sekunder senere blev den første UEFA Women Champions League gruppespilskamp på Capelli Sport Stadion i Køge nogensinde fløjtet af – og igen – som efter første halvleg – blev det heroisk spillende HB Køge-hold fulgt til omklædningsrummet af klapsalver fra det talstærke publikum der havde fået fuld valuta for entreen.

HB Køges næste kamp i UEFA Women Champions League spilles onsdag den 10. november kl. 18.45, når Arsenal FC kommer på besøg på Capelli Sport Stadion.

I puljens anden kamp vandt Arsenal FC hjemme i London med 4-0 over tyske TSG 1899 Hoffenheim.

Men HB Køge-holdet skal i aktion i den hjemlige Gjensidige Kvindeliga allerede på søndag den 17. oktober kl. 13.00 mod Kolding Q på Capelli Sport Stadion.

 

HB Køge – FC Barcelona // 0-2 (0-0)

0-1 // Frodolina Rolfö (62. minut).

0-2 // Jennifer Hermoso (90. minut)

 

HB Køge opstilling:

Kaylan Marckese

Emma Færge

Selma Svendsen

Laura Guldbjerg Pedersen

Isabella Obaze

Signe Markvardsen

Maddie Pokorny

Kelly Fitzgerald

Sara Jankovska

Cecilie Fløe

Kyra Carusa

 

Udskiftning:

Sara Jankovska ud // Lauren Sajewich ind // (82. min.)

Maddie Pokorny ud // Sofie Hornemann ind // (89. min.)

 

1.930 tilskuere på Capelli Sport Stadion i Køge