shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge – FC Nordsjælland

HB Køge 1 - 2 FC Nordsjælland
21 nov 2009

Da HB Køge senest var i aktion i SAS Ligaen hentede man via en sen scoring 1-1 mod AGF, og historien var tæt på at gentage sig i lørdagens opgør mod FC Nordsjælland.

Det var nemlig de nordsjællandske gæster der bragte sig foran i kampen. Det skete da en afslutning fra Bajram Fetai blev rettet af og derfor snød HB Køges defensiv. Den afrettede bold faldt ned for fødderne af Ravez Lawan der fra nært bold kunne bringe sit hold i front.

HB Køge havde ellers været særdeles godt med, og havde undervejs i første halvleg også flere gode muligheder. Blandt andre måtte Sebastian Andersen se et godt hovedstød blive afværget af en flyvende Jesper Hansen i FCN-målet.

I anden halvleg var det til en start så som så med de helt store chancer. Bolden var generelt mest på HBK-fødder, men helt farligt blev det ikke.

Da der resterede små tyve minutter af kampen begyndte HB Køge dog stille og roligt at få lagt et godt pres på FC Nordsjælland og det begyndte at trække op til en udligning.

Med seks minutter tilbage af opgøret kom den. Udligningen.

Dagens 19-årige fødselslar Simon Makienok Christoffersen tog bolden flot ned på kanten af feltet, og i stort set samme bevægelse sparkede U/21-landsholdsspilleren bolden hårdt i kassen med et flot vristspark.

HB Køge lugtede nu den sejr der ville mindske afstanden til FC Nordsjælland til seks point.

Den ordinære spilletid løb dog ud og de annoncerede tre minutters overtid var også gået da FCN satte et kontraangreb igang. Et indlæg havnede hos en FCN-angriber der dog måtte se Lars Bjerring hive en god redning ud af ærmet – returen var Rawez Lawan dog først over, og efter tre minutter og 19 sekunders overtid kunne han sende bolden ind
bag en prisgivet Bjerring til 1-2.

En våd klud i ansigtet på Auris tropper der igen havde spillet en god kamp og som minimum havde fortjent at være blevet belønnet med et point.

Kampen var HB Køges sidste på hjemmebane i år – nu resterer to udekampe mod OB og Randers.
 
Mål
0-1 // Rawez Lawan (31.)
1-1 // Simon Makienok Christoffersen (84.)
1-2 // Rawez Lawan (90. + 3.)
 
Advarsler
Ingen advarsler til HB Køge
Pierre Bengtsson, FC Nordsjælland
 
HB Køges startopstilling
Lars Bjerring
Martin Arlofelt
Thomas G. Christensen
Thomas Sørensen
Morten Nielsen
Sebastian Andersen
Lasse Kronborg
Søren Nielsen
Rytis Leliuga
Marcel Rømer
Henrik Toft
 
Udskiftninger
Simon Makienok Christoffersen ind // Marcel Rømer ud (46.)
Arman Mehakovic ind // Henrik Toft ud (70.)
Nicolaj Madsen ind // Martin Arlofelt ud (79.)
 
Tilskuertal
1.907 tilskuere på SEAS-NVE Park