Flot fodbold da HB Køge besejrede FC Nordsjælland
HB Køges hold i Gjensidige Kvindeligaen rejste sig hurtigt igen efter midtugens skuffende udebanenederlag på 3-1 til Kolding Q.
Lørdag eftermiddag – hvor der igen var adgang for tilskuere på Capelli Sport Stadion i Køge til at bakke holdet op – viste Køge-kvinderne at de ikke lader sig så let ryste.
Holdet leverede nemlig en rigtig flot kamp og sendte gæsterne fra FC Nordsjælland hjem med et nederlag på hele 5-0 efter 2-0 ved pausen. Sæsonens anden hjemmesejr på 5-0.
Straks fra første dommerfløjt sad HB Køge på kampen, og gæsterne blev presset helt i bund og der var overarbejde hos de nordsjællandske forsvarsbastioner. Der skulle dog gå 12 minutter før den første scoring faldt.
Det var Maddie Pokorny der fik prikket hul på målscoringen da hun omsatte Lærke Niklassons forarbejde. Lærke Niklasson var – ligesom forsvarsspilleren Selma Svendsen – vendt tilbage i startopstillingen, og hun var med sin udfordrende spillestil og sit hurtige antrit med til at sætte FC Nordsjælland under gevaldigt tryk.
HB Køge fortsatte efter scoringen med at være den dominerende part på banen, og gæsterne var sjældne gæster foran keeper Kaylan Marckeses mål.
I kampens 34. minut kom kampens anden scoring, da Lærke Niklasson endnu engang var i oplæggerens rolle. Denne gang var det til Kyra Carusa der prikkede bolden forbi en sagesløs FC Nordsjælland keeper.
Anden halvleg fortsatte HB Køge-holdet med at spille herligt underholdende fodbold. Spillet flød godt, der blev budt på flotte skift fra side til side, presspillet fungerede flot under ”ledelse” af midtbanens suveræne leder Kelly Fitzgerald, og i de bagerste geledder blev der spillet med stor sikkerhed.
Der skulle kun gå fem minutter før Kyra Carusa igen var på pletten, da hun fik bugseret bolden i nettet på en ripost efter at den havde været en tur oppe og kysse overliggeren på et forsøg fra Isabella Obaze.
Så var den kamp i realiteten afgjort, men det afstod ikke hjemmeholdet fra at underholde et veloplagt publikum, der belønnede HB Køge-svanerne med masser af klapsalver gennem alle 90 minutter.
4-0 blev det blot et minut senere, da Lærke Niklasson legede kispus med FC Nordsjællands venstre forsvarsside, inkl. målmanden, inden hun bankede bolden ind og kronede en fornem indsats.
Men festen var ikke forbi endnu – publikum havde endnu en scoring at glæde sig til og den fandt i kampens 66. minut, hvor en ustyrlig Kyra Carusa fuldendte sit hattrick, da hun på fornemmeste vis bragede bolden i nettet til slutresultatet 5-0. Målet blev til i fint samspil med indskiftede Stephanie Ribeiro.
Det var den irske landsholdsspillers andet hattrick i indeværende sæson. Det første blev scoret i premierekampen hjemme mod AaB hvor hun bidrog med fire scoringer i 7-2 sejren.
Med de tre mål kom Kyra Carusa op på 20 mål og overtager dermed HB Køges interne topscorerliste foran Lærke Niklasson der i alt har scoret 18 gange for HB Køge.
Med sejren er HB Køge fortsat på en flot andenplads i Gjensidige Kvindeligaen, et point efter Brøndby IF der hentede en smal 1-0 sejr i land i udekampen mod FC Thy/Thisted. Men samtidigt formåede Fortuna Hjørring blot at få uafgjort 1-1 i sin hjemmekamp mod Kolding Q, og dermed øgede HB Køge afstanden til nordjyderne på tredjepladsen til 9 points med seks kampe tilbage af sæsonen.
HB Køge holdets hovedsponsor Spar Nord Køge kårede efter kampen tre-målshelten Kyra Carusa til kampens bedste HB Køge-spiller.
Kyra Carusa fejrede dermed ugens kontraktforlængelse med HB Køge på fornemmeste vis.
HB Køge har nu en kamppause på to uger inden næste kamp – stormødet med Brøndby IF lørdag den 8. maj på Brøndby Stadion.
HB Køge – FC Nordsjælland // 5-0
1-0 // Maddie Pokorny (12. minut)
2-0 // Kyra Carusa (34. minut)
3-0 // Kyra Carusa (50. minut)
4-0 // Lærke Niklasson (51. minut)
5-0 // Kyra Carusa (66. minut)
HB Køges startopstilling:
Kaylan Marckese
Julie Nowak
Selma Svendsen
Laura Guldbjerg Pedersen
Isabella Obaze
Cecilie Buchberg
Lærke Niklasson
Kelly Fitzgerald
Lauren Sajewich
Kyra Carusa
Maddie Pokorny
Udskiftninger:
Stephanie Ribeiro ind // Lauren Sajewich ud (54. minut)
Laura Juul Hansen ind // Julie Nowak ud (67. minut)
Nadja Brahe Andersen ind // Maddie Pokorny ud (67. minut)
Maria Uhre Nielsen ind // Laura Guldbjerg Pedersen ud (72. minut)
Fatima Al-Foul ind // Lærke Niklasson ud (72. minut)