Capelli Sport - HB Køge partner
shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge – FC Thy-Thisted Q

HB Køge 2 - 1 FC Thy-Thisted Q
01 nov 2020 - 16:00

Ny sejr bringer HB Køge på 1. pladsen i Gjensidige Kvindeliga

Eventyret om den smukke svane – HB Køges kvindehold – vil ingen ende tage.

Det nyoprykkede hold ligger efter søndagens hjemmekamp mod FC Thy-Thisted for første gang i historien nummer et i Danmarks bedste fodboldrække, Gjensidige Kvindeliga – med 26 points for 12 kampe – samme pointsantal som Brøndby IF, men HB Køge har en klart bedre målscore end mandskabet fra Vestegnen – plus 18 mod Brøndbys plus 8.

Forventningerne til HB Køges kvindehold var stort inden kampen – og holdet blev igen bakket op af et talstærkt og medlevende publikum – der sikket havde været endnu større såfremt Corona-restriktionerne ikke forbød mere end 500 mennesker at være til stede på de danske stadions. HB Køge-holdet har virkelig taget klubbens fans med storm og opbakningen til holdet bliver større og større fra kamp til kamp.

Og de godt 500 publikummer der var til stede på Capelli Sport Stadion, blev belønnet med en underholdende og ikke mindst rigtigt spændende kamp, og som sædvanligt når det drejer sig om de bedste hold i dansk kvindefodbold blev kampen gennemført i et rasende højt tempo. Men uden at det dog nåede samme berusende spil som i den seneste hjemmekamp mod Brøndby IF – det ville næsten også være for meget forlangt! Men

Gæsterne fra FC Thy-Thisted viste sig som et rigtigt godt hold, der kom den lange vej fra den jyske vestkyst til Køge for at spille positiv fodbold og være med til at levere deres andel af en seværdig forestilling. FC Thy-Thisted har en stærk udgangsformation bagude og er hyper farlig i hurtige omstillinger de hele tiden jagter – og som flere gange i kampen gav HB Køge problemer.

Efter en begyndelse på kampen hvor holdene kiggede hinanden an, kom kampens første store chance til gæsterne. Efter 10 minutter måtte Stina Lykke hive en flot redning ud af ærmet, og på riposten fik Maria Uhre Nielsen med en akrobatisk manøvre afværget på selve målstregen. Første forskrækkelse til HB Køge om, at der skulle arbejdes hårdt for at få et resultat med fra kampen.

Otte minutter senere havde HB Køge mulighed for at bringe sig foran, da Cecilie Buchberg headede ved siden af det jyske mål – men der skulle blot gå yderligere to minutter før hun tog revanche og sørgede for kampens første scoring. Cecilie Buchberg stjal bolden fra en jysk forsvarsspiller og satte direkte kurs mod mål og udplacerede sikkert den ellers velspillende jyske keeper Maja Bay Østergaard.

Fire minutter senere var det Lauren Sajewich der optimistisk forsøgte sig – men i kampens 34. minut gik det galt for hjemmeholdet.

Et godt jysk pres ledte til en for kort tilbagelægning til målmand Stina Lykke, og det sagde Rikke Dybdahl tak for og fik sendt bolden forbi den sagesløse Køge-målmand. 1-1.

To minutter senere var HB Køge tæt på atter at bringe sig i front – men Makenzy Doniak fik ikke omsat chancen, skabt af et optimistisk run i højre side af Julie Nowak.

Straks efter pausen, hvor HB Køge-træner Peer Lisdorf valgte at erstatte Makenzy Doniak med Lærke Niklasson, var heldet med HB Køge. Efter et flot jysk opspil slap Malene Yde fri, men hendes forsøg prellede af mod den ene målstolpe og sprang tilbage i favnen på Stina Lykke.

Herefter bølgede spillet frem og tilbage og man skulle hen til kampens 72. minut hvor Lærke Niklasson forsøgte sig men hendes forsøg gik snert forbi den ene målstolpe.

HB Køge sad i denne periode mere og mere på spillet, og otte minutter før tid var Lærke Niklasson igen på færde foran det jyske mål, to minutter senere var det Maddie Pokorny der forsøgte sig fra distancen.

Mens de fleste nok på dette tidspunkt havde indstillet sig på en pointsdeling, kom forløsningen for HB Køge i kampens 85. minut. Lærke Niklasson forfulgte optimistisk en lang fremlægning fra Cecilie Buchberg, og hun nåede bolden før den fremstormende Thy-Thisted-målmand og prikkede bolden i det tomme mål. 2-1 og kæmpe jubel på Capelli Sport Stadion.

Kort før tid havde Maddie Pokorny igen et fint forsøg for at øge føringen – mens gæsterne gjorde deres for at få fremtvunget en udligning i den hæsblæsende afslutning på kampen. HB Køges defensiv blev hele tiden holdt til ilden og der skulle arbejdes benhårdt frem til sidste dommerfløjt for at hive sejren hjem.

Det blev ved 2-1 til HB Køge og jubelen kunne bryde løs – og publikum belønnede begge hold for en fin kamp med taktfast bifald.

Gæsterne fra FC Thy-Thisted forlod til gengæld banen med nedbøjede hoveder – forståeligt nok. For de havde leveret en fornem indsats, og ingen kunne have sagt noget til hvis de havde taget det ene points med i bussen den lange vej hjem til det vestjyske.

HB Køge kunne trække sig tilbage vel vidende, at holdet nu topper den danske Kvindeliga – fantastisk præstation.

Sejren var samtidigt HB Køges 10. sejr i træk på egen bane.

Før kampen blev Maddie Pokorny kåret til oktober måneds spiller af HB Køge Support og Pokorny blev efter de 90 minutters spil også kåret kampens bedste HB Køge-spiller.

HB Køges næste kamp er allerede førstkommende søndag den 8. november kl. 16.00, hvor holdet på Capelli Sport Stadion får besøg af FC Nordsjælland.

HB Køge – FC Thy-Thisted // 2-1

1-0 // Cecilie Buchberg (21. min.)
1-1// Rikke Dybdahl (34. min.)
2-1 // Lærke Niklasson (85. min)

HB Køges startopstilling

Stina Lykke
Maria Uhre Nielsen
Julie Nowak
Amanda My Madsen
Kelly Fitzgerald
Kyra Carusa
Laura Guldbjerg Pedersen
Cecilie Buchberg
Maddie Pokorny
Makenzy Doniak
Lauren Sajewich

Udskiftninger:

Lærke Niklasson ind // Makenzy Doniak ud (46. min)
Laura Juul Hansen ind // Lauren Sajewich ud (70. min)
Selma Svendsen ind // Maddie Pokorny ud (89. min)

500 tilskuere på Capelli Sport Stadion.