Capelli Sport - HB Køge partner
shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge – FC Thy/ThistedQ

HB Køge 3 - 0 FC Thy/Thisted Q
17 apr 2021 - 16:00Capelli Sport Stadion

HB Køge kørte sikkert tre nye points i hus

HB Køges kvinder er kommet rigtigt fint fra start i forårets mesterskabsspil i Gjensidige Kvindeligaen.

Efter premieresejren på 2-1 ude over de forsvarende danske mestre fra Fortuna Hjørring i den første af i alt ti runder for et par uger siden, gjaldt det lørdag eftermiddag hjemmekampen på Capelli Sport Stadion mod pokalfinalisterne fra FC Thy/ThistedQ i anden spillerunde.

HB Køge lagde godt fra land og fik fra start lagt et stort pres på gæsterne. Angrebene bølgede lystigt mod det vestjyske mål og allerede i det 5. minut gav Stephanie Ribeiro Svanerne en flyvende start på opgøret, da hun sikkert passerede FC Thy/ThistedQs keeper Maja Bay.

FC Thy/Thisted forsøgte ihærdigt at komme ind i kampen og leverede nogle gode kontraangreb der et par gange gav hårdt arbejde til HB Køges forsvar, der dog løste opgaverne på bedste vis.

Det blev i stedet igen HB Køge der kom på måltavlen, da Madalyn Pokorny i det 31. minut resolut sparkede bolden i nettet efter en fremragende frispilning fra Stephanie Ribeiro.

Hjemmeholdet fortsatte efter den anden scoring at øge føringen yderligere inden pausen – bl.a. med flere friske skudforsøg fra distancen – og et af disse fra Kyra Carusa prellede med et brag af mod overliggeren.

Fra starten af anden halvleg forsøgte FC Thy/Thisted at få et hurtigt reduceringsmål og dermed skabe spændingen tilbage i kampen. Holdet lagde et gevaldigt pres på HB Køge i halvlegens første 10-12 minutter, og der var nok at tage fat på i HB Køges forsvar, hvor bolden i flere tilfælde dansede faretruende tæt på Kaylan Marckeses mål, men køgenserne fik reddet kastanjerne ud af ilden og langsomt fandt hjemmeholdet det gode takter frem igen og fik sendt nogle angreb og gode forsøg afsted mod det jyske mål.

Midtvejs i halvlegen – i det 67. minut – blev kampen definitivt afgjort, da Madalyn Pokorny tæt under mål fik sparket bolden i nettet efter energisk oplæg fra Kyra Carusa.

Resten af kampen kørte Peer Lisdorfs tropper sikkert sejren i hus, og dermed er HB Køge fortsat øverst i Gjensidige Kvindeligaen med 16 points (10 bonuspoints taget med som følge af førstepladsen i grundspillet) for to kampe. Brøndby IF er på andenpladsen med 14 points (8 bonuspoints med fra grundspillet).

Og da Brøndby IF hjemme besejrede Fortuna Hjørring med 4-1 betyder det, at HB Køge nu med otte spillerunder tilbage er hele 10 points foran Fortuna Hjørring på tredjepladsen, og da de to øverste pladser efter sidste spillerunde lørdag den 5. juni – Grundlovsdag – giver adgang til ”drømmenes teater”, den både sportslige og økonomisk givtige Champions League, begynder det for alvor at dufte af europæisk topfodbold på Capelli Sport Stadion i Køge efter sommerferien.

Så meget, at klubbens administration allerede nu skal i gang med at forberede sig, så man står så godt forberedt som muligt, såfremt det talentfulde hold som alle håber fuldender en fantastisk debutsæson i ligaen og træder indenfor på det forjættede europæiske fodboldlandkort.

Kampen gav også debut til Anna Mogensen, der i kampens 86. minut afløste midtbanedynamoen Kelly Fitzgerald.

Kampens HB Køge spiller – valgt af hovedsponsor Spar Nord Køge – blev Cecilie Buchberg.

HB Køges næste kamp er allerede på onsdag den 21. april kl. 19.00 på udebane mod Kolding Q på Fynske Bank Arena i Kolding.

Holdets næste hjemmekamp er førstkommende lørdag den 24. april kl. 16.00, hvor FC Nordsjælland kommer på besøg på Capelli Sport Stadion.

HB Køge – FC Thy/ThistedQ // 3-0

1-0  // Stephanie Ribeiro (5. minut)
2-0  // Madalyn Pokorny (31. minut)
3-0  // Madalyn Pokorny (67. minut)

 

HB Køges startopstilling

Kaylan Marckese

Julie Nowak

Maria Uhre Nielsen

Laura Guldbjerg Pedersen

Isabella Obaze

Cecilie Buchberg

Kelly Fitzgerald

Lauren Sajewich

Madalyn Pokorny

Kyra Carusa

Stephanie Ribeiro

Udskiftninger

Fatima Al-Foul ind // Cecilie Buchberg ud (71. minut)
Rosa Horskjær ind // Stephanie Ribeiro ud (71. minut)
Selma Svendsen ind // Maria Uhre Nielsen ud (76. minut)
Nadja Brahe Andersen ind // Madalyn Pokorny ud (76. minut)
Anna Mogensen ind // Kelly Fitzgerald ud (86. minut)