Der var lagt op til topopgør på SEAS-NVE Park skærtorsdag, da rækkens nummer fire fra FC Vestsjælland gæstede HB Køge, der som bekendt indtager andenpladsen i 1. division. HB Køge havde inden kampen vundet ti af klubbens seneste elleve kampe i 1. division, så det var en selvtillidsfyldt hold som cheftræner Auri Skarbalius sendte på banen.
Det var dog gæsterne fra FC Vestsjælland der kom bedst fra start i kampen, og efter et kvarters spil kom de ambitiøse vestsjællændere frem til deres en stor chance, som dog blev sparket på stolpen og røg tilbage i spil. Det var som om, at stolpeskuddet vækkkede HB Køge, for herefter udviklede resten af første halvleg sig særdeles jævnbyrdigt og spillede bølgede frem og tilbage mellem de to målfelter.
De helt oplagte scoringschancer var der ikke mange af. Nicolaj Madsen forsøgte sig efter en halv time med et spark fra distancen, men FCV-keeper Thomas Mikkelsen reddede dog forsøget, og i den anden ende var også en stærkt spillende Morten H. Jensen denne gang en sikker sidste skanse med flere gode indgreb.
Mod slutningen af første halvleg overtog HB Køge det meste af spillet, og også efter pausen var det HBK der var bedst. Der var således bare spillet fem minutter af anden halvleg da Fabinho med et frækt træk snød to mand og bragte sig selv i skudposition. Afslutningen røg dog en halv meter over målet.
HB Køge fortsatte med at lægge et godt pres mod gæsternes mål, og efter 55 minutter tilkæmpede Nicolaj Madsen sig et frispark en meter fra FC Vestsjællands straffesparksfelt. Frisparket blev dog sendt i muren og situationen blev afværget.
Det blev den ikke godt fem minutter senere, da Kenneth Bjergsted blev nedlagt på samme position som ved frisparket fem minutter forinden. Nicolaj Madsen tog sig af frisparket som han smed ind i hovedet på Simon Makienok Christoffersen der fløj højere end alle andre og headede sin 11. sæsonscoring i nettet til stor jubel for de tæt på 1.500 tilskuere der tilbragte et par timer på SEAS-NVE Park denne torsdag eftermiddag. HB Køges topscorer var også manden der i efteråret gjorde det onde ved FC Vestsjælland i den omvendte kamp. Dengang scorede angriberen alle tre HBK-mål i sejren på 3-1.
Den lange angriber fik også en anden hovedrolle i kampen. Med et lille kvarter tilbage af opgøret gik topscoreren op i endnu en hovedstødsduel, hvor han ramlede sammen med gæsternes Kristoffer Wichmann. Begge faldt til jorden, hvorefter Wichmann plantede et par støvleknopper på HBK-spilleren. En handling der resulterede i et korrekt rødt kort til Wichmann.
Med ti mod 11 var det svært for gæsterne for alvor at skabe de helt store chancer, og faktisk var HB Køge ved flere lejligheder tættere at øge føringen end FC Vestsjælland var på en udligning.
Kampen sluttede uden flere scoringer og HB Køge er nu uden nederlag i de seneste tolv kampe, hvoraf de elleve er vundet.
Allerede på mandag skal holdet igen i aktion. Det sker i endnu et lokalopgør. Denne gang på udebane mod FC Roskilde i en kamp der fløjtes igang kl. 13.00.
Mål
Simon Makienok Christoffersen (60.)
Advarsler
Søren Nielsen og Morten H. Jensen, HB Køge
Udvisning
Kristoffer Wichmann, FC Vestsjælland (78.)
HB Køges startopstilling
Morten H. Jensen
Kenneth Bjergsted
Thomas G. Christensen
Stefan Hansen
Andreas Sørensen
Fabinho
Lasse Kronborg
Nicolaj Madsen
Martin Christensen
Søren Nielsen
Simon Makienok Christoffersen
Udskiftninger
Lee Rochester Sørensen ind // Lasse Kronborg ud (46.)
Thomas Sørensen ind // Kenneth Bjergsted ud (67.)
Marco Agger ind // Simon Makienok Christoffersen ud (90.)
Tilskuertal
1.478 tilskuere på SEAS-NVE Park