HB Køge mistede sejren i slutminutterne
HB Køges hold i Gjensidige Kvindeligaen tog torsdag eftermiddag hul på anden runde af slutspillet om det danske mesterskab og fordeling af Champions League pladser til den nye sæson der starter op efter sommerferien.
På hjemmebanen Capelli Sport Stadion i havde holdet besøg af de forsvarende danske mestre fra Fortuna Hjørring, der for tredje gang i sæsonen havde taget den over 425 km lange fra det nordjyske til Østsjælland. For anden gang i liga-sammenhæng mens en kamp gjaldt kvartfinalen i Sydbank Kvindeliga 20/21.
De to forudgående kampe var begge sluttet med 1-0 sejr til HB Køge – og det var kun ganske få minutter fra at dette resultat havde gentaget sig.
Kort tid inden spillerne fra de to klubber gik på banen, var én af dagens tidlige eftermiddagskampe i ligaen, opgøret mellem Brøndby IF og Kolding Q, fløjtet af med det for HB Køge så gunstige 0-0 resultat. Et resultat der såfremt HB Køge kunne trække sig sejrrigt ud af endnu en hjemmekamp ville bringe Svanerne hele fire points foran Brøndby IF med fire spillerunder tilbage.
HB Køge startede kampen i stor stil den første halve time, hvor det ene fine angreb efter det andet blev sendt afsted mod det nordjyske forsvar, hvor som havde nok at se til for at holde de livlige HB Køge-kvinder fra fadet.
Spillet flød fornemt, og det var helt efter bogen at HB Køge kunne bringe sig foran 1-0 allerede i det 6. minut da lynhurtige Kyra Carusa modtog en aflevering i dybden fra Julie Nowak og straks fik sat sin oppasser af. Carusa fortsatte ind i feltet hvor hun rundede Fortuna-keeperen Brenna Ochoa inden hun med venstrefoden sparkede bolden i nettet under stor jubel fra de over 300 tilskuere der havde lagt vejen forbi Capelli Sport Stadion.
HB Køge fortsatte med at lægge stort pres på Fortuna og specielt Stephanie Ribeiro var en evig kilde til uro i det nordjyske forsvar, og flere gange fik hun sat Brenna Ochoa på alvorlige arbejdsopgaver. Fortuna-keeperen tog imidlertid godt for sig og holdt Fortuna inde i kampen. Fortuna ville dog også lege med i den super underholdende første halve time og forsøgte sig bl.a. med nogle friske forsøg fra distancen som HB Køge-keeper Kaylan Marckese dog ikke havde de store problemer med at få afværget.
HB Køge fik dog ikke snørret sækken og scoret det vigtige 2-0 mål, og efter den halve time sivede HB Køge-stormen langsomt ud og gæsterne fik lukket ned for de hurtige HB Køge folk og havde teten de sidste ti minutter af halvlegen. 1-0 holdt sig til pausen.
Anden halvleg udviklede sig til en livlig slagudveksling hvor der blev givet og taget af et godt hjerte. HB Køge var den dominerende part, uden dog at komme frem til nævneværdige chancer, som det var tilfældet i den første halve time af kampen. Og jo nærmere klokken nærmede sig 90 minutter på måltavlen jo mere nervøse virkede hjemmeholdet, og nogle dumme fejl, som man sjældent ser fra dette mandskab, sneg sig ind. At der blev gået ”til stålet” fra begge sider i den sidste del af kampen ses også af, at dommer Frida Klarlund tre gange inden for de sidste 25 minutter måtte trække det gule kort, to af disse tilfaldt HB Køge-spillerne Isabella Obaze i det 81. minut og Laura Guldbjerg Pedersen i kampens tillægstid.
Men tiden gik, og alle havde efterhånden indstillet sig på at HB Køge ville trække sig tilbage med den 10. hjemmesejr i træk i ligaen, da holdet i kampens 88. minut blev straffet på en stor fejl i opspillet fra den bageste kæde.
Den chance sagde Olivia Møller Holdt tusind tak for. Hun trak sig sejrrigt ud af duellen med Maria Uhre Nielsen, der ellers havde spillet en flot, fejlfri kamp, og alene med Kaylan Marckese scorede Fortuna-angriberen flot og koldblodigt.
1-1 og HB Køges første pointtab på hjemmebane i denne sæson var en kendsgerning.
Ærgerligt pointtab for HB Køge der som nævnt med en sejr ville have bragt sig fire points foran Brøndby IF i de to klubbers direkte duel om førstepladsen. Og samtidigt så som definitivt – med 99.9 procent sikkerhed – have sikret sig deltagelse i næste sæsons Champions League. 1-1 blev resultatet af en kamp der bød de mange tilskuere på både godt spil og masser af spænding fra start til slut.
Men der er status quo i toppen af Gjensidige Kvindeligaen, og HB Køge topper fortsat med et forspring på to points til de blå-gule fra Vestegnen, og hele ni points foran Fortuna Hjørring på tredjepladsen.
Holdet skal i aktion igen allerede på søndag den 16. maj hvor holdet kl. 15.00 på udebane skal møde de nykårede pokalmestre fra FC Thy/Thisted. Et andet sted i det nordjyske, i Hjørring, udspilles samtidigt et for HB Køge yderst interessant opgør mellem Fortuna Hjørring og Brøndby IF. Den kamp fløjtes i gang en time tidligere, nemlig kl. 14.00.
HB Køges næste hjemmekamp er lørdag den 22. maj kl. 14.00, hvor formstærke Kolding Q gæster Capelli Sport Stadion i Køge, hvor et forhåbentligt lige så talstærkt publikum vil møde op og bakke HB Køge-spillerne op til dåd.
HB Køge – Fortuna Hjørring // 1-1
1-0 // Kyra Carusa (6. minut)
1-1 // Olivia Møller Holdt (88. minut)
HB Køges startopstilling:
Kaylan Marckese
Julie Nowak
Maria Uhre Nielsen
Laura Guldbjerg Pedersen
Isabella Obaze
Cecilie Buchberg
Lærke Niklasson
Lauren Sajewich
Kyra Carusa
Maddie Pokorny
Stephanie Ribeiro
Udskiftning:
Fatima Al-Foul ind // Stephanie Ribeiro ud (70. minut)
326 tilskuere på Capelli Sport Stadion