HB Køge-spillerne leverede lørdag eftermiddag en god præstation mod FC Fredericia, der blev besejret med 1-0 på Mustafa Hassans scoring et kvarters tid før slutfløjtet.
Auri Skarbalius måtte af forskellige årsager undvære spillere som Bo Storm, Stefan Hansen, Nicolaj Madsen og anfører Thomas G. Christensen, hvilket blandt andet betød, at Søren Nielsen var placeret i det centrale forsvar sammen med viceanfører Thomas Sørensen.
I angrebet havde hurtige Mustafa Hassan fået en startplads ved siden af Simon Makienok Christoffersen, mens Fabinho og Adda Djeziri tog sig af de to fløje.
Første halvleg var en jævnbyrdig og lige affære med optræk til scoringer i begge ender, uden at de to keepere i hver sin ende af banen dog blev sat på de helt store prøver. Lasse Kronborg testede gæsternes keeper med et venstrebenshug fra distancen, mens også Mustafa Hassan og Adda Djeziri kom frem til gode muligheder.
Efter pausen satte HB Køge sig godt på begivenhederne, og spillede tålmodigt bolden rundt og ventede på, at Fredericias stærke defensiv ville slå sprækker. Bare fem minutter efter pausen var det tæt på, da Simon Makienok Christoffersen headede på overliggeren efter et indlæg fra Fabinho i højresiden.
Man skulle dog hen til tyve minutter før tid før HB Køge-spillerne kunne juble over en scoring. Mustafa Hassan modtog bolden i feltet, tog et par træk og sendte siden bolden over i det lange hjørne til 1-0.
Fredericia formåede efterfølgende ikke for alvor at få etableret et pres mod HBK-målet, og faktisk var bolden stadig mest på HBK-fødder, hvor Auris udvalgte brugte læderkuglen fornuftigt og lod gæsterne løbe efter den.
Det blev ved 1-0 og dermed kan HB Køge sætte tre point ind på kontoen, der nu indeholder 17 point i alt. I næste uge skal HB Køge en tur til Viborg – den kamp spilles fredag den 22. oktober kl. 18.00. Næste hjemmekamp spilles få dage senere når FC Midtjylland kommer forbi SEAS-NVE Park tirsdag den 26. oktober kl. 18.00.
Mål
1-0 // Mustafa Hassan (71.)
Advarsler
Morten Nielsen, HB Køge
HB Køges startopstilling
Morten H. Jensen
Kristian Geertsen
Søren Nielsen
Thomas Sørensen
Morten Nielsen
Fabinho
Lasse Kronborg
Marcel Rømer
Adda Djeziri
Mustafa Hassan
Simon Makienok Christoffersen
Udskiftninger
Arman Mehakovic ind // Adda Djeziri ud (77.)
Marc Rochester Sørensen ind // Mustafa Hassan ud (88.)
Tilskuertal
831 tilskuere på SEAS-NVE Park